
Læs denne uges Finansbarometer lige her
20. august 2013 - kl. 10:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Lav inflation sikrer pæn reallønsfremgang
Danmark
I sidste uge offentliggjorde DA deres lønstatistik for 2. kvartal. Disse viste, at lønvæksten som i 1. kvartal var 1,8 % over det seneste år. I et historisk perspektiv er denne lønvækst bestemt ikke imponerende. Den lave lønvækst skyldes en kombination af den økonomiske krise, samt at dansk økonomi inden krisen havde set en årrække, hvor danske lønstigninger ikke var funderet i den underliggende produktivitet.
Den beskedne nominelle lønvækst til trods oplever danskerne faktisk en pæn reallønsfremgang i øjeblikket. Det skyldes, at inflationen i øjeblikket ligger på det laveste niveau i 40 år. Danmark står altså i en noget bedre situation end sidste år, hvor krisen samt behovet for en forbedring af konkurrenceevnen gjorde, at lønvæksten var lavere end inflationen. I den nuværende situation er der både plads til fremgang i det private forbrug og en forbedring af konkurrenceevnen.
I sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik tal for inflationen i juli. De viste, at inflationen igen faldt i juli. Det kunne altså se ud til, at de lave prisstigninger også fortsætter i 2. halvår. Hvilket giver håb om fortsat reallønsfremgang.
Renter
Hen over sommeren har vi set en række positive nøgletal. Bl.a. fik vi i sidste uge bekræftet, at euroområdet efter 6 kvartaler med faldende BNP endelig oplevede positiv vækst i 2. kvartal. Den fornyede optimisme påvirker også renterne. Det betyder, at kurserne på de 30-årige 3 %-lån i sidste uge ramte de laveste kursniveauer siden sommeren 2012. Med disse kursniveauer vil vi formentlig se, at de danske boligejere i højere grad vil foretrække 3,5 %-lånet. Historisk set har de danske boligejere således foretrukket lån med en kurs tæt på kurs 100 for at minimere kursrisikoen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt