Ugens klumme:
”Skijstreger”!

17. august 2013 - kl. 0:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Det giver et pludseligt jag tværs over Sørens buttede barnehånd – den venstre, hvori han også holder en pilekvist. I den anden hånd holder han en lommekniv, som han har lånt af den lidt yngre Flemming Ramlov, hvis far, Kenneth, er sliber på Slagteriet, og derfor altid er leveringsdygtig i skarpe knive og alskens andet værktøj.

I en alder af 8 år har Søren imidlertid ikke nok erfaring med brug af knive, så den smuttede fra ham, og efterlader en gabende flænge i hans hånd. Flemming – der står ved siden af Søren – bliver bleg, da Søren sætter i et hyl af forskrækkelse, men Svend Sulbæk, der går nede i den anden ende af marken bag Ulldahlsvej, hvor han har sin Slagterihave, hører ingenting. Det gør imidlertid Janus, en ældre mand der er bosat i et nærliggende hus, og han kommer drengene til undsætning med en klud, som han slår om Sørens blødende hånd. Han får fat i Svend, der får Søren anbragt i den barnestol, der er placeret på stangen af hans herrecykel. Egentlig er barnestolen monteret for at blive brugt af Sørens lillebror Anders, da Søren selv er kørt ned til slagterihaven på sin egen nye blå drengecykel. Men barnestolen er tilpas til ambulancekørsel, og Svend kører med Søren af sted i fuld fart ned til familiens læge, Nannestad, på Hans Aabels Vej. Lægen giver – efter at have anlagt en bedøvelse og givet en indsprøjtning mod stivkrampe – Søren 5 sting i hånden, som efterlader det ar han kan vise frem den dag i dag.

Ellers var Sørens og mange andre børns hverdag temmelig sorgløs, her i 1960´erne, hvor de flestes mødre var hjemmegående, og hvor der ikke så meget som var tænkt på SFO´er, klubber eller børnehaver. En af bedstefar Valdemars yndlingsvendinger overfor Søren var altid på klingende vendelbomål at spørge: ”No goer do wal inth å lawwer skijstreger?” Spørgsmålet blev stillet med et glimt i øjet gennem de stærke runde sygekassebriller, og Sørens svar på spørgsmålet var også altid: ”Nej da, bedstefar!”.

Og legene var som oftest også helt uskyldige. Børnene fandt sammen i grupper omkring leg, og færdedes ofte frit indenfor et relativt stort område i nærheden af deres bopæl. Trafik var der ikke så meget af, så den udgjorde nogen egentlig trussel mod børnenes sikkerhed. Denne relativt høje grad af frihed uden planlagt aktivering og med kun sporadisk forældreindblanding, stillede krav til børnenes egen kreativitet og naturlige nysgerrighed, der derfor på godt og ondt fik lov til at udvikle sig frit.

Bag haven på Aalborgvej, hvor Søren boede, stødte grunden op mod et øldepot, hvor der var en ekstra parcel (der hvor der i dag ironisk nok er børnehave), og her mødtes alle kvarterets unger – med den flinke og meget børneglade depotindehaver ”Ølknuds” accept. Den store grund var fyldt med højt græs og piletræer, hvor der blev gynget, klatret og bygget huler. Der blev gravet enorme huller i jorden – jordhuler – overdækkede med tag af grene eller sækkelærred. Der blev lavet bål og leget skjul. Et fristed midt i byen, hvor børnene i omtrent samme aldersgruppe var mange, og baggrunden var nogenlunde den samme: arbejderbørn fra de mange slagteriarbejderhjem og børn fra kommunens huse på Kløvervej og Violvej. Som regel fungerede det fint, men af og til gik der ”fluernes herre” i samværet, og børnene kom i strid og dannede kliker – og på grund af manglende voksenindblanding kunne det gå temmelig voldsomt for sig.

Udover ”Ølgården” som stedet på Violvej blev kaldt, var der også et par bilkirkegårde indenfor børnenes aktionsradius, hvor det var masser af rustne bilvrag, olietønder og stabler af dæk, hvor man kunne lege. Og hvis ungerne kunne finde på at tage en tur i skoven eller på havnen for at lege, var der heller ikke nogen der forhindrede dem i det.

Legene var forskelligartede, og alle ville nok ikke blive godkendt af moderne pædagoger. Der blev lavet flitsbuer af pilegrene, som blev brugt når man legede cowboyer og indianere. Der blev lavet slangebøsser og kastet med sten og jordklumper. En enkelt gang blev jordklumperne skiftet ud med kugler af våd, klæbrig ler fra kasserede juledekorationer. Dette blev dog hurtigt stoppet af nærtagende forældre, der ikke brød sig om de brune klatter, der med stor modstandskraft blev hængene langt oppe ad husmurene!

Der blev lavet kartoffelbøsser, som kunne bestå af et halv meter langt elektriker rør, hvor man i begge ender pressede en skiveskåret kartoffel. Hvis man så pressede en pind ind i den ene ende, ville luften mellem de to kartoffelstykker blive så komprimeret, et den ville sende kartoffelstykket i den modsatte ende ud med et smæld og så høj fart, at bøssen kunne skyde adskillige meter væk. Den leg var populær indtil en dag, hvor Søren løb tør for kartoffel og i stedet brugte skiveskåret rødbede. Det skulle han ikke have gjort – og slet ikke på en dag hvor mor Else havde hvidt sengetøj på snoren!

Fyrværkeri var svært og dyrt at fremskaffe – og hørte derfor Nytårsaften til. Men også her var børnene kreative. En gammel hul gadedørsnøgle blev påfyldt svovlet fra et par tændstikker. Et søm i passende tykkelse til at fylde hullet i nøglen, blev bundet i en snor på en halv meters længde. Den anden ende af snoren blev bundet i nøglens håndtag, og sømmet blev proppet ind i nøglen med den påfyldte svovl. Hvis man så tog fat i snoren og slyngede søm og nøgle ind i en mur, kunne man frembringe et anseligt brag, der sagtens kunne kompensere på manglen på rigtigt fyrværkeri!

I den mere uskyldige afdeling kan nævnes, at der blev hentet tudseæg i dammen ved Jernkilden, der så blev udklækket i en spand. Haletudserne blev fodret op med havregryn og kiks, indtil de fik arme og ben, og forlod det ufrivillige børnehjem som fuldbårne frøer og tudser.

En anden gang havde Flemming og Søren fyldt en trækvogn med adskillige hundrede snegle nede i Slagterihaven og kørt hele herligheden hjem til overnatning i familien Ramlovs gårdhave. Selv om drengene havde gjort sig stor umage med at udvælge de mest farvestrålende og flotteste sneglehuse, himlede fru Ramlov alligevel op dagen efter over de hundredvis af snegle, der nu kravlede overalt og trak slimede spor på hendes nymalede gule husmur. Ak ja, voksne havde heller ikke dengang altid forståelse for børnenes allerbedste lege!

Andre kan sikkert bidrage med mange flere eksempler på børnelege fra den tid. Fælles for mange af dem er nok, at en moderne pædagog ville tage sig til hovedet og i de værste tilfælde overveje en indberetning til de sociale myndigheder, såfremt de samme lege fandt sted den dag i dag. Men af uransalige årsager så overlevede de fleste af os uden fysiske og mentale skrammer – måske lige bortset fra et lille ar hist og pist.

Jeg er ikke fortaler for, at den totalt frie leg indføres i nutidens daginstitutioner og klubber, men pædagogerne burde måske i højere grad løsne lidt op for børnenes egen kreativitet – også den der ikke foregår med perleplader, tusser og papir eller bag en computer. Nutidens børn rører sig alt for lidt, har ikke begreb om udendørs lege uden diverse legeremedier, og bruger ikke i tilstrækkelig udstrækning deres medfødte fantasi og kreativitet. Mange af de børn hvis adfærd måske ”stritter lidt” i retning af at ville være mere fysisk aktive end flertallet – og som har lidt mere krudt i enden, end det er velset indenfor den moderne pædagogiks rammer – er vi måske for tilbøjelige til at rubricere med en eller anden diagnose?

Jeg kunne nævne adskillige aktive voksne, der klarer sig godt med fysisk krævende jobs og et aktivitetsniveau, der kan give enhver pædagog eller kontormand sved på panden. Personer – der hvis de havde gået i skole eller daginstitution i den nuværende ”diagnosernes tidsalder” – højst sandsynligt ville få påstemplet en eller anden bogstavkombination. Tankevækkende, ikke sandt?