
Over 2000 nordjyder nabohjælper…
13. august 2013 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nye tal viser, at 2.389 nordjyder har meldt sig til TrygFondens og Det Kriminalpræventives Råds ordning, Nabohjælp.
Det glæder politikommissær Ted Andersen, leder af den kriminalpræventive afdeling i Nordjyllands Politi, at nordjyderne bakker op om ordningen, der har hjemmesiden www.nabohjælp.dk som omdrejningspunkt.
”Vi ved, at nabohjælp kan gøre meget for at forhindre indbrud, faktisk kan op til hvert 4. indbrud forhindres ved effektiv nabohjælp,” siger Ted Andersen, der derfor gerne ser, at endnu flere nordjyder bakker op om ordningen.
Nem nabohjælp
Politikommissæren forklarer, at det er meget simpelt at være nabohjælper.
”Det handler om at lave aftaler med sine naboer om at holde øje med deres huse, når de fx er på ferie – og jo flere man er, jo mindre byrde på den enkelte,” forklarer Ted Andersen og peger på fire ting, man kan gøre for hinanden, når man nabohjælper:
Gå en runde om huset
Læg affald i skraldespanden
Parker din cykel eller bil foran huset
Vær generelt opmærksom på huset
Det skaber desuden en følelse af tryghed, når man indgår i en nabohjælps-ordningen, fremhæver politikommissæren.
Gør også noget selv
Sikringsrådgiver ved Nordjyllands Politi, Andreas Mylund, der tager rundt i politikredsen og rådgiver både private og virksomheder om at sikre sig mod indbrud fremhæver, at man også kan få indbrudstyven til at gå uden om ens hus, hvis man selv gør noget for at sikre sig, inden man tager på ferie.
”Det behøver ikke tage lang tid. Man kan nå langt ved at tænke sig lidt om og bruge sund fornuft, inden man tager hjemmefra,” fastslår Andreas Mylund, der i samme åndedrag foreslår, at man tager udgangspunkt i følgende liste med råd:
Sådan gør du det svært for indbrudstyven:
Døre og vinduer skal være solide og forsvarligt lukkede og låste, når hjemmet forlades.
Lås værktøj og haveredskaber inde, så en tyv ikke kan bruge dem til indbrud.
Opsæt bevægelsescensorer, der tænder lys udenfor, når nogen nærmer sig.
Placer værdifulde genstande, så de ikke er synlige udefra.
Mærk værdigenstande, så de er svære at sælge videre.
Tænd lyset i et par værelser, når hjemmet forlades om aftenen.
Brug automatisk tænd/sluk ure – gerne flere – når huset er alene hjemme pga. ferie.
Lad være med at fortælle på sociale medier og telefonsvarer, at du er bortrejst.
Få naboer og venner til at holde øje med huset og tømme postkassen.
Sørg for at skraldespanden er fuld – din nabo vil sikkert gerne have lidt ekstra plads.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Over 2000 nordjyder nabohjælper...' til en bekendt