
Købmandsgården i Lyngså lukker…
12. august 2013 - kl. 0:08 - af Henrik Christensen
Den 31. august lukker alt ned i Købmandsgården i Lyngså, dvs. købmandsforretningen, frisørsalonen og postbutikken.
Peter Møller og hustruen Anne Birthe har sammen drevet Købmandsgården i 44 år, og ønsker nu at gå på pension.
Sidste åbningsdag bliver den 31. august, hvilket Peter Møller har meddelt sine kunder på den ugentlige varetur v/løbesedler, samt ved opslag udenfor forretningen.
I Købmandsgården har Anne Birthe også frisørsalon, som ligeledes bliver lukket ned den 31. august.
Her ud over har der i købmandsforretningen været postbutik, medicinudlevering og tips og lotto, men nu må byens borgere så tage vejen til Sæby, såfremt man skal hente eller aflevere post, eller hente medicin, lige som de også må til Sæby, hvis de vil lotto eller tipse.
Købmandsgården på Østkystvejen 149, som ud over forretningerne indeholder en stor lejlighed og nogle udhuse, er nu sat til salg, og så kan kun tiden vise, om der atter kommer en købmandsforretning i bygningerne.
En kommentar til “Købmandsgården i Lyngså lukker…” under annoncerne.
Forstår godt Anne Birthe og Peter gerne vil have noget fritid,det har der ikke været meget af i de 44 år de har haft Købmandsgården,de har knoklet hver dag og håber de vil nyde den frihed de får.Når jeg alligevel er lidt trist er det fordi jeg helt fra barn er kommet rigtig meget i dette hjem,var god veninde med Peters storesøster og jeg tænker tit tilbage på de gode timer jeg tilbragte der.Håber Anne Birthe og Peter må få mange gode år i (friheden)….Edel Sørensen,Parallelvej 6 9300 Sæby.