
Sæby Apotek går i krig – lusekrig…
11. august 2013 - kl. 0:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lus er bæster der kan angribe alle, uanset alder og hårlængde. Vi må dog i samme åndedrag konstatere at børn i institutioner eller skoler rammes nemmere end andre. Er først et barn smittet, skal der ikke mange kram eller mange pudekampe til før flere får kriblen i hovedbunden, og så kan den vilde jagt begynde.
Det er ikke svært at slippe af med lus, det kræver blot omhyggelighed. De moderne midler mod lus skaber ikke resistens, som de tidligere midler gjorde, og bruges de rigtigt, tager de alle lusene i første forsøg.
Det der er besværligt ved lus, er at undgå at blive smittet igen. Hvis 4 børn bliver lusefri, men det femte stadig har ubudne gæster i håret, går der sjældent lang tid før lusene er tilbage ved alle.
Derfor støtter apoteket op om lusekrigen. Fredag d. 16 august, opfordres alle forældre til at kæmme deres børn, og hvis der bliver fundet lus, at få dem ned med nakken inden mandag – så alle børn kan møde friske og lusefri mandag morgen. Når alle bliver kæmmet og behandlet på samme tid, mindskes risikoen for at blive smittet igen til nærmest ingenting.
Når man skal kæmme for lus er det vigtigt at gå systematisk til værks. En god tættekam er en stor hjælp, og kamme i plastik koster ikke særlig meget. Når håret skal kæmmes er det en god ide at bruge balsam, det sløver lusene, der ellers kan bevæge sig meget hurtigt rundt, og det gør håret nemmere at rede igennem. Man kæmmer små totter hår ad gangen, starter ved det ene øre og bevæger sig hen over hovedet til det andet øre, derefter i nakken og frem til panden. Kammen skal glide hen over hovedbunden og trækkes gennem håret. For hvert tag kontrollerer man for lus og æg og renser kammen.
Finder man lus, er det i gang med behandlingen. Man kan vælge at fortsætte med at kæmme hver anden dag i en uge til 14 dage indtil man ikke finder flere lus og derefter kæmme 1 gang om ugen, når man har kæmmet 2 uger uden at finde lus, er man lusefri. En anden løsning er at bruge et bekæmpelsesmiddel, hvis der er mange lus, eller man ikke mestrer kæmningen, kan dette være den optimale løsning. Moderne lusemidler virker ved at kvæle lusene, og er aldeles risikofri at bruge. Det er vigtigt at håret er tørt når man bruger midlerne og at hele håret smøres ind. Bruges midlerne rigtigt er det ikke nødvendigt at kæmme bagefter – det kan dog være meget rart at få redt døde lus og æg ud af håret.
Til slut er der kun tilbage at ønske god kamp mod krapylerne – på apoteket hjælper vi gerne med valg af tættekam og metode.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Apotek går i krig – lusekrig...' til en bekendt