Ugens klumme: De låste senge i ”Retfærdigheden”

Ugens klumme: De låste senge i ”Retfærdigheden”

3. august 2013 - kl. 0:03 - af

Ford-bilen vugger op af hulvejen mod Frederikshavnsvej, og af og til giver det et knald fra udstødningen. 10-årige Svend Sulbæk og hans storebror Oskar deler det ene forsæde, med frit udsyn til de forrevne gran- og fyrretræer på den ene side, og lyngen og de vilde brombærbuske på den anden. Chaufføren er onkel Christian, der er en stor, stærk og bred mand, der alene i sin fremtoning indgyder respekt – helt anderledes i statur end hans bror Valdemar, drengenes far. Christian Jensen er arrestforvarer på ”Retfærdigheden” i Sæby her i det herrens år 1935, og hans kone, Johanne, er bestyrerinde på Alderdomshjemmet, ligeledes i Algade i Sæby. Parret besøger ofte Valdemar og Johannes beskedne hjem i Sulbæk, selv om de begge har førende positioner i Sæbys byliv, og efter tidens forhold må betragtes som værende velhavende – bl.a. kommende til udtryk ved ejerskabet af den ene af de tre tilsvarende Ford-biler, der findes i hele Sæbyområdet. Men Valdemar og Johanne har en velstand, som den økonomisk mere velbeslåede onkel og tante ikke har, nemlig mange børn. Selv har de ingen – og på trods af sin størrelse og bryske fremtoning, der har gjort Christian til den man tilkalder, hvis der er ballade i byen – så elsker han børn. Han forsømmer derfor ingen lejlighed til at besøge Sulbæk, og broderen Valdemar lader ofte Christian, der er en ivrig jæger, skyde harer på sin hede.

Det er således en Christian i sit es, der her – i den synkende sols lys efter aftensmaden i Sulbæk – lægger af sted mod Sæby, mens hans Johanne sammen med Valdemars Johanne vasker op og gør klar til aftenskaffen. Valdemar er ikke med i bilen, da han lige skulle se til familiens to køer på græsmarken bag den lille ejendom. De kommer op til den brolagte Frederikshavnsvej, der i hver side har en smal cykelsti slidt ned i jorden i vejrabatten af flittigt brug. Bilens venstre retningsviser slås ud, for at markere at man drejer ind mod Sæby, og begge drenge beder onkel Christian om at tude i hornet – en anmodning der får arrestforvareren til at tude hele tre gange for at glæde sit ungdommelige publikum. Christians glæde over biler og kærlighed til broderens børn, resulterede også i at han i 1939 til Svends konfirmation – og til kammeraternes misundelse – kunne sørge for, at Svend Sulbæk, fra de yderst beskedne kår blev transporteret fra kirken i hans splinterny Opel Kaptain – men det er vist en anden historie!

Drengene er imidlertid imponerede nok over det nuværende køretøj. I hjemmet i Sulbæk har de ikke engang en hestevogn, så når man skal ind til byen for at handle, plejer man derfor at låne bedstefars – Thomas Mortensens – vogn med de to islænderheste foran. Mens hestene så bliver opstaldet i staldanlægget bag Købmandsgården i Sæby, kan man så gå ud og handle ind, hvorefter turen så atter går til Sulbæk. Med en bil, som den onkel Christian har, ville alting blive meget nemmere, mener drengene. Men sådan en får far nok aldrig råd til, da der ikke engang kan blive penge til hverken heste eller hestevogn!

Efter en strækning med marker på begge sider, kommer man ad den brolagte vej til de første antydninger af, at der er en by på vej: to huse, beliggende næsten overfor hinanden. ”Birken” på østsiden – på Sæbygårds Strandjorder – og ”Boelsminde” på vestsiden. Herefter endnu en strækning med marker før der køres ind i Sæby.

Broen ved vandmøllen passeres, og der drejes ned ad den – som alle andre veje på den tid – brolagte Algade. Der arbejder tante Johanne, siger Christian, og udpeger på venstre hånd Clasens Hotel, der er blevet omdannet til Alderdomshjem en halv snes år i forvejen.  Den bindingsværksdekorerede indgangsport passeres, og straks derefter drejes der ind på pladsen foran arresten i ”Retfærdigheden”. Drengene vil gerne med ind, men her siger onkel Christian på det bestemteste nej. Det der har været ærindet med aftenturen til Sæby, vil han være ene om.

En del af Christian Jensens arbejde som arrestforvarer er at sørge for arrestanter, og dem er der tre af på denne aften. Det er folk der sidder inde for relativt uskyldige forseelser, drukkenskab og lidt småtyveri, så som sådan er det temmelig harmløse folk, han skal ind til. Men da det på ingen måde skal være nogen nydelse at tilbringe tid i arresten, er cellernes køjesenge hængslet til væggen, og kan slås op, hvor de låses fast i opretstående stilling hver morgen. Det er således ikke muligt for de indsatte at ligge og drive den af dagen igennem, men hver aften skal Christian ned og låse sengene op, så fangerne kan komme i seng – og samtidig tilser han selvfølgelig, at alt er som det skal være. Alt ånder ro og orden. Faktisk kan Christian ikke erindre, at der nogensinde i hans tid har været optræk til optøjer – måske fordi hans rygte som byens stærke mand er almindelig kendt, også i småkriminelle kredse!

Christian er væk et kvarters tid, hvorefter han atter kommer ud til de ventende drenge, og Ford´en startes igen med kurs mod Sulbæk og aftenskaffen. På hjemturen glæder drengene sig over, at deres egne senge heldigvis ikke er låste – selv om de af pladshensyn er flere om at dele dem i det lille husmandssted!

Dette var nok en historie fra Svend Sulbæks hukommelse. ”Retfærdigheden” kender alle Sæbynitter jo – også historien som politistation, retssal og i den nuværende nyrestaurerede udgave med Turistkontor, Galleri mv.

Clasens Hotel med Sæby Alderdomshjem blev nedlagt for godt 30 år siden, og der er nu lejligheder for ældre, samlingssted for Ældreplejen i Sæby, samt byhistorisk Arkiv. Og i stalden bag den Gamle Købmandsgård, hvor Sulbækfolkene opstaldede hestene, når man var på indkøb, er der på det allerseneste indrettet et galleri.

Gamle bygninger indtager nye funktioner, og indgår i nye tiders behov. Restaureret med nænsom hånd, kan de stadig på trods af de nye funktioner fortælle deres historie. Mens renoveringen og vedligeholdelsen af ”Retfærdigheden” og ”Købmandsgården” kun fortjener anerkendelse, synes jeg det er en skam, at det kommunalt ejede ”Clasens Hotel” er ved at forfalde. Bygningen i almindelighed trænger til en kærlig hånd, men det er i særdeleshed den flotte gennemgangsport gennem Alderdomshjemmet fra Algade til haven og anlægget ved ”Fiskerstien”, der lider mest under kommunens manglende vedligeholdelse.

Det er en kommunal ejendom, og det forpligter, hvis man som kommune med argumenterne i orden, vil jagte private for at lade bevaringsværdig ejendom forfalde. Hvis vi fortsat vil gøre os som turistby, skal vi vedligeholde og kæle for den historie, som turisterne kommer for at opleve. For mange misligholdte bygninger eller byggetomter giver et indtryk af ligegyldighed og forfald – så her er der en opgave og et ansvar, som såvel private som det offentlige skal være villige til at påtage sig!

2 kommentarer til “Ugens klumme: De låste senge i ”Retfærdigheden”” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Ugens klumme: De låste senge i ”Retfærdigheden””

  • Peter Jæger Christensen

    Hej Søren.
    Jeg synes lige, at der til beskrivelsen af Clasens Hotel med De gamles Hjem hører med, at der op til begyndelsen af tresserne var Offentlig kommunal Badeanstalt i bygningen og til gavn og for mange uden bad i eget hjem.
    Venlig hilsen
    Peter Jæger

  • Søren Visti Jensen

    Hej Peter

    Tak for den oplysning. De nævnte bygninger har sikkert alle haft andre funktioner gennem årene – eksempelvis var der også rådhus i “Retfærdigheden”. Mit sidste personlige kendskab til Clasens Hotel som Alderdomshjem, var i 1980, da min elskede bedstemor, Johanne (Valdemars kone) døden i et lille varmt beklumret værelse med skråvægge oppe under loftet – man kunne kun komme derind via en smal gang, hvor man ikke engang kunne passere med en båre. I min sorg og frustration over disse kummerlige forhold for de ældre, skrev jeg et harmdirrende læserbrev til kommunen over, at man ikke kunne finde penge til at forbedre de ældres forhold, men at bruge penge på en ambitiøs lystbådehavn kunne man godt få råd til. Senere blev så Sæby Ædrecenter på Gasværksvej bygget, og lystbådehavnen viste sig at være en fornuftig og fremsynet investering. Men den – efter min opfattelse – forkerte rækkefølge disse investeringer blev foretaget i, var med til at anspore min senere politiske interesse og ståsted!

    Venlig hilsen
    Søren Visti Jensen

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: De låste senge i ”Retfærdigheden”' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER