
Bliver Aahaven til nyt lægehus i Sæby?
27. juli 2013 - kl. 9:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For et år siden udbød Region Nordjylland den tidligere institution Aahaven til salg, efter at bygningerne havde stået tomme i flere år. Den gang bød lægerne Jenny Østergaard og Thomas Mølgaard, som de eneste, på bygningen, men kunne ikke få lov at købe den, da der iflg. lokalplanen for området ikke måtte indrettes lægeklinik i bygningen.
Aahaven er nu igen sat til salg, og også denne gang har lægerne Østergaard og Mølgaard budt på bygningerne, efter der med regionens velvillige hjælp er bevilget ændring af lokalplanen, så der nu må drives lægeklinik fra adressen. Man afventer nu regionsmødet den 28. august, som gerne skulle munde ud i en handel.
I Sæby er 3 af 8 læger forholdsvis ny nedsatte, og flere er på vej. Unikt for området, og ingen andre steder i Nordjylland ses lignende.
Hvorfor? Jenny Østergaard fortæller: ”Pga. engagement, innovation og uddannelsesmiljø. Det er et positivt problem for vores klinik og også før de øvrige klinikker i byen. Flere unge læger er interesseret i at komme til at arbejde i vores klinik – aktuelt og på sigt, og det gør, at vi nu har pladsproblemer, da vi pr. 1. februar 2014 får endnu en kompagnon – Mette Brassøe, som for øjeblikket er ansat som uddannelseslæge og er færdiguddannet som praktiserende læge til den tid. Aahaven vil derfor være ideel til en mellemstore klinik. God beliggenhed centralt i byen, gode busforbindelser, lige ved Sæby Ældrecenter.
Vi afventer nu regionsmødet den 28. august, og er meget glade for regionens og kommunens velvillige hjælp, og håber at regionen vil støtte projektet og sælge bygningen til os. Det vil give en fremtidssikret lægeklinik og sikre patienterne lægedækning i Sæby mange år frem. Det vil give mulighed for at kunne ansætte mere hjælpepersonale (f.eks. sygeplejerske, sekretær) og kunne honorere fremtidens krav om at øge antallet af patienter tilknyttet klinikken. Ligeledes vil vi kunne tilgodese regionen og kommunes ønsker om andre og flere typer af arbejdsopgaver. Det vil tillige positivt fremme den fortsatte rekruttering af nye læger til byen”, slutter Jenny Østergaard.
Jenny Østergaard og Thomas Mølgaard er ligeledes indehaver at et af de to ledig ydernummer i området, og vil være i stand til at få dem begge besat.
Der har på nuværende tidspunkt været arkitekt og håndværkere inde over, og går handlen i orden, forventes det at klinikken vil være klar til brug inden jul.
En kommentar til “Bliver Aahaven til nyt lægehus i Sæby?” under annoncerne.
Det er da det bedste jeg længe har hørt!! – hvorfor dog bremse læger der vil udvikle sig.
Vi hyler og skriger af lægemangel i “udkantsbyerne”, så hvor ER det dejligt at læse at i Sæby kommer vi ihvertfald ikke til at mangle lægehjælp, pga af dygtige læger der har forstået hvordan vi holder hjulene igang i Danmark….
Jeg har stor respekt for Jenny, der har været min læge i 13 år, super dygtig læge og som samtidig har formået at få en meget travl hverdag og meget lange arbejdsdage til at hænge sammen med stor udvikling og et drive som man kun kan blive misundelig på. Tak fordi I læger har lyst til at være der for os;o)