
Sæby Big Band underholder ved Regentparrets besøg
13. juli 2013 - kl. 13:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det bliver en historisk og festlig dag, når Regentparret lægger til kaj i Skagen Havn, den 2. september, med Kongeskibet Dannebrog. Regentparret gæster Skagen for at fejre byens 600 års købstadsjubilæum sammen med skagboerne og gæster fra nær og fjern.
Og på havnen kan man således også opleve Sæby Big Band fejre regentparrets besøg. Bandet spiller fra kl. 18.30 til 21.30.
Skagen er den første by, Kongeskibet anløber på årets sensommertogt, og 600 års købstadsjubilæet er et naturligt omdrejningspunkt for Regentparrets officielle program, som nu er faldet helt på plads.
Tusinder af feststemte skagboer og besøgende ventes at tage imod Regentparret, når de ankommer til Skagen Havn, hvor de hilser på velkomstkomitéen, faneborgen, Prinsens Musikkorps og publikum. Fra havnen kører Regentparret sammen med borgmester Lars Møller og fru Kirsten Steffensen i karet ledsaget af Gardehusarregimentets Hesteeskadron gennem Skagen by til Kulturhus Kappelborg.
Alle er velkomne til at deltage i modtagelsen af Regentparret på borgpladsen, hvor borgmester Lars Møller holder sin velkomst- og jubilæumstale. Skagen Børnekor synger ”Skagens børnesang”, hvorefter Regentparret ledsages ind i udstillingssalen. Her hilser Regentparret på Byrådet og Direktionen, og borgmester Lars Møller vil overrække kommunens gave til Regentparret. Herefter vil H.M. Dronningen afsløre et kunstværk af den lokale kunstner Niels Helledie.
Fest for hele Nordjylland
Borgmester Lars Møller glæder sig over skagboernes gæstfrihed og deres store indsats for at skabe en festlig dag rig på oplevelser og spændende besøg:
”Fra alle sider i Skagen oplever vi en glæde og forventning i forbindelse med Regentparrets besøg. Forberedelserne er allerede i fuld gang på alle besøgsstederne. Her glæder de sig til at vise og fortælle Regentparret om deres virksomhed”, fortæller borgmester Lars Møller.
Hele Nordjylland er inviteret med til at fejre Skagens 600 års købstadsjubilæum den 2. september, og Skagensbanen kører gratis mellem Frederikshavn og Skagen i tidsrummet kl. 07.30-23.30. Regentparret sejler med Dannebrog mod Læsø kl. 22.00, mens aftenhimmelen oplyses af et gigantisk festfyrværkeri sponsoreret af Skagen Havn.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Big Band underholder ved Regentparrets besøg' til en bekendt