BDO ønsker alle en god sommer…

BDO ønsker alle en god sommer…

7. juli 2013 - kl. 11:22 - af

Sommeren er over os, og traditionen tro vil vi benytte lejligheden til at ønske alle vores kunder en god sommer.
Første halvdel af 2013 vil blive husket for en række reformer, for en lærerkonflikt, for en lægekonflikt og for megen søgen efter tegn på et økonomisk opsving. Foreløbig er tegnene dog utydelige.

Det er ikke fordi, at der ikke bliver gjort noget for at ændre på tingene, men ingen har endnu fundet en sikker opskrift på succes. Heller ikke vi. Men vi arbejder dagligt med at rådgive og vejlede vores kunder ud fra en stædig tro på, at vi ved så meget om virksomhedsdrift, at vi – sagt i al beskedenhed – er den bedste sparringspartner.

Nedenfor gennemgår vi nogle af de nye regler, som er kommet til, og enkelte andre forhold, som kan være af interesse for vores kunder.

Dagsbeviser til gulpladebiler
Normalt må biler på gule plader kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel. Men med reglerne om dagsbeviser er det muligt at frikøbe sådanne biler til privat kørsel i begrænset omfang. Det er uden betydning, om det er en medarbejder eller indehaveren, der ønsker at bruge bilen til privat kørsel.

Reglerne gælder for biler på gule plader med en totalvægt på op til 4 tons. Et dagsbevis koster i de fleste tilfælde 225 kr. pr. dag. Det skal købes senest 1 time før brugen og skal medbringes i bilen under den private kørsel. Enten i en printet eller en elektronisk version.

Dagsbeviser købes på www.skat.dk under ”Motor og nummerplader / gule plader”. Log på Tast-Selv med NemID. Betaling skal ske med Dankort eller lignende.

Der kan købes 20 dagsbeviser pr. bil pr. kalenderår. Enten for en enkeltstående dag eller for flere dage i træk. Og bilen må bruges til en hvilken som helst art af privat kørsel. Også i udlandet. En gulpladebil må altså gerne anvendes til en ferietur til Gardasøen, hvis blot der er købt dagsbeviser for alle dagene.

Biler på gule plader og biler indregistreret som autocampere
Går ferien ud i det blå i en autocamper, så vær opmærksom på, at reglerne for kørsel i indregistrerede autocampere er meget skrappe, og at SKAT har fokus på biler indregistreret som autocampere. I skal derfor sikre jer, at hele campingudstyret er tilstede sammen med det tilhørende værktøj mv. Desuden kan det klart anbefales, at I forud for kørslen lige sikrer jer det nødvendige kendskab til funktioner for campingudstyr og ikke mindst løft af taget.

Desuden har vi tidligere erfaret, at enkelte ejere af biler indregistreret på gule plader er faldet for fristelsen til at isætte sæder bag i bilen, når der køres sydpå på ferieturen. Det kan blive en meget dyr fornøjelse. Skatterådet har for nylig udtalt, at en bil på gule plader/papegøjeplader skal omregistreres til hvide plader og betale fuld registreringsafgift som en personbil, hvis der monteres sæder bagi bilen, selvom dette sker udenfor Danmarks grænser. Vi vil derfor anbefale ikke sætte bagsæderne i disse biler under ferieturen – og i øvrigt ønske jer en god tur.

Brug af udenlandsk arbejdskraft
De såkaldte arbejdsudlejeregler blev strammet sidste år. Det rammer de virksomheder, som bruger udenlandske underleverandører. Det gør mange i blandt andet transportbranchen og i bygge- og anlægssektoren.

I første omgang blev stramningen ikke taget så alvorligt. Mange troede vist, at det ville være muligt at undgå den, fordi de nye regler ikke gælder opgaver, der outsources. Det viser sig imidlertid, at SKAT fortolker outsourcing så snævert, at det kun undtagelsesvist er en mulighed. Reglerne betyder, at en dansk virksomhed normalt vil skulle indeholde arbejdsudlejeskat med 35,6 % i betalinger til udenlandske underleverandører for arbejde, som disse udfører i Danmark.

Og følges reglerne ikke, hæfter virksomheden for ikke-indeholdt kildeskat. Det kan blive dyrt. Det gælder derfor om at få overblik over, om virksomheden er omfattet og hvilke alternativer, der i givet fald består.

Håndværkerfradraget er genindført
Omtales også som et ”servicefradrag” fordi det ikke kun omfatter udgifter til håndværkerbistand, men også udgifter til hushjælp i form af hjælp til fx rengøring og havearbejde. Det er kun udgifter til arbejdsløn inklusive moms, der kan fratrækkes.

Oprindeligt udløb ordningen ved udgangen af 2012, men nu er den genindført og gælder foreløbig frem til udgangen af 2014.

Som noget nyt er ordningen udvidet til også at gælde for sommerhuse. Også fritidsboliger i udlandet er omfattet.

De typer af arbejde, som der gives fradrag for, er der til gengæld ikke ændret på. Det er kun udgifter (arbejdsløn) til vedligeholdelse og reparation af helårs- og fritidsboliger og til almindelig rengøring og havearbejde samt til børnepasning, der kan fratrækkes.

Længere frist for betaling af moms
For at styrke likviditeten hos de små og mellemstore virksomheder forlænges fristen for betaling af moms. Lempelsen kommer i 2 tempi. Først hjælpes de mellemstore virksomheder. Derefter de små.

Virksomheder med en omsætning på mellem 1 og 15 mio. kr. får fra 2014 forlænget fristen for betaling af den kvartalsvise moms med 20 dage.

Virksomheder med en omsætning på mellem 15 og 50 mio. kr. flyttes fra 2014 til gruppen af ”mellemstore virksomheder” og skal derefter kun afregne moms kvartalsvis mod nu månedsvis. Det vil forlænge deres gennemsnitlige kredittid med 63 dage.

Virksomheder med en omsætning på mellem 1 og 5 mio. kr. flyttes fra 2015 til gruppen af ”små virksomheder” og skal derefter afregne moms halvårligt mod nu kvartalsvis. Det vil forlænge deres gennemsnitlige kredittid med 64 dage.

Udvidet gennemgang i stedet for revision
Selskaber m.fl. med ikke over 50 ansatte, en balance på ikke over 36 mio. kr. og en nettoomsætning på ikke over 72 mio. kr. – det vil sige selskaber i regnskabsklasse B – kan nu vælge en såkaldt ”udvidet gennemgang” af deres regnskab i stedet for en egentlig revision af dette.

En udvidet gennemgang betyder et review med tillæg af revisionshandlinger på udvalgte områder i virksomhedens regnskab.

For nogle virksomheder vil en udvidet gennemgang være fuldt tilstrækkeligt, mens andre foretrækker en egentlig revision. Ved en udvidet gennemgang vil revisor fortsat skulle udtale sig positivt, hvorvidt regnskabet er retvisende. Vores budskab er, at virksomhederne skal vælge den løsning, der passer dem bedst.

Virksomheder med behov for væsentlige lånefaciliteter bør, efter vores opfattelse, fortsat vælge revision, idet pengeinstitutter og andre långivere i langt de fleste tilfælde foretrækker at bevilge lån og kreditter på basis af reviderede regnskabstal.

Indbrud i netbank
Mens privatkunder ikke løber nogen risiko for tab ved indbrud i deres netbank, så forholder det sig anderledes med erhvervskunder. De bærer selv risikoen. Vi opfordrer derfor alle vores kunder til at overveje at forsikre sig mod sådanne indbrud. Det kan i de fleste tilfælde gøres for under 1.000 kr. om året.

BDO Barometret står på forandring
Vi har netop offentliggjort resultatet af vores undersøgelse af over 40.000 regnskaber for vores kunder for perioden 2007 til 2012. Sammen med resultatet af en spørgeskemaundersøgelse hos 2.000 af de samme kunder danner dette grundlag for vores BDO Barometer. BDO Barometret er dermed den mest detaljerede og velunderbyggede undersøgelse af de små og mellemstore virksomheders aktuelle virkelighed i Danmark.

Sidste år lød vejrudsigten på smukt vejr. Nu lyder den på forandring. Det er ikke udtryk for en egentlig negativ tendens, men snarere udtryk for at mange virksomheder synes at se tiden an. Er tilbageholdende med nye investeringer og nye tiltag af frygt for, at krisen endnu ikke er ovre. Der er dog store forskelle. Nogle brancher har det klart bedre end andre. Og nogle virksomheder tjener faktisk gode penge. Læs mere om undersøgelsen her:

http://www.bdo.dk/Om-BDO/BDO%20Barometret/Pages/default.aspx

God sommer
Vi håber, ovenstående kan være til inspiration. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere. Vi giver gerne en kop kaffe – også efter ferien.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'BDO ønsker alle en god sommer...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER