Ugens klumme: Banearbejderen på Knæverhedevej

6. juli 2013 - kl. 0:47 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

I sine unge dage var Anton Toft skorstensfejer, men de sidste mange år har han været sæsonarbejder ved Sæby Banen, hvor han i vinterhalvåret ofte var hjemsendt til ”kontrol” hos fagforeningen – hvis han da ikke i hårde vintre var indkaldt som snekaster. De senere år har han også haft et ekstrajob som havemand hos den nærliggende Volstrup Sparekasse. Sammen med Titta har han fået i alt 12 børn, hvoraf 4 var døde som spæde – ikke usædvanligt i et arbejderhjem før og omkring 2. verdenskrig.

Huset på Knæverhedevej er det sidste i en række på 3 landarbejderboliger, der ligger her i den alleryderste vestlige forpost til Sæby. Anton har erhvervet sig huset for mange år siden, da staten tilskyndede til at opføre sådanne boliger med billige 60-årslån. Anton nærmer sig nu pensionsalderen, og er ved at tilpasse sine interesser til den kommende pensionisttilværelse. Bestyrelsesarbejdet hos Arbejdsmændenes Fagforenings Volstrup Afdeling er erstattet med en stigende interesse for brevduer, der er blevet installeret i enden af det store røde skurkompleks i den østlige ende af hans have – et kompleks opført af gamle kasserede jernbanesveller og overskuds træ, som han nok har tiltusket sig i løbet af sine mange år hos Banen, og som også rummer en anselig hønsegård. Haven er velholdt med en omfangsrig afdeling til grønsager, der sorterer under Anton, og en blomsterafdeling der er Tittas domæne.

I den vestlige del af den store langstrakte grund – op mod huset – findes yderligere et lignende skur, der i den ene ende indeholder Antons værksted, hvor også hans knallert er parkeret. I den anden ende er der et gammeldags das, hvor familien besørger stort og småt i en tønde, der er nedfældet i en bænk – et sted hvor Søren og de mange fætre og kusiner ikke opholder sig længere end allerhøjest nødvendigt. De mange børnebørn er gode til at forfatte delikate fortællinger om, hvad der mon sker, når tønden nogle gange om året er fuld – og den rigtige version af den historie er da heller ikke tjenlig til at blive fortalt her.

Søren og mor Else besøger sædvanligvis Elses forældre i Toftelund en gang om ugen, og tager turen til fods langs Aalborgvej, der her i starten af 1960´erne er en hovedvej, betydeligt smallere end i dag og uden fortov eller cykelsti. Barnevognen med den lille Anders kan snildt skubbes i vejkanten og trækkes ind i jordrabatten, hvis der skulle komme en bil. Efter en længere strækning med marker – hvor der kun ligger Doktor Gybels lystejendom omgivet af lupiner – kommer de til sidst til Knæverhedevej, hvor mormor og morfar bor.

Der skal drikkes eftermiddagskaffe til Tittas hjemmelavede kringle eller kiksekage, men først tager Søren med morfar Anton over til Købmanden, der ligger lige ved siden af Volstrup Sparekasse. Der skal købes pibetobak til Anton og en pakke ”Richs” til at spæde kaffen op med. Tilsætningsstoffer til kaffen er en vane fra krigens tid, og er stadig meget benyttet – specielt ikke særligt velstående hjem – helt frem i 1960´erne. Søren er glad for denne vane, for han samler på de billeder der er i Richspakkerne, som kan klistres i et dertil indkøbt album. Og så falder der nok også lige en is eller lidt slik af til barnebarnet. Selv om man bestemt ikke er velhavende på Knæverhedevej, er Anton aldrig tilbageholden, når det gælder de mere end tyve børnebørn.

Efter hjemkomsten og kaffen lokker Søren morfar til at tænde for husets gamle radio – den der er på størrelse med en fiskekasse og dobbelt så dyb, og som har en knap midtpå der bliver grøn, når apparatet er varmt nok til at give lyd fra sig. Det er ikke radioen der har Sørens interesse, men derimod den grammofon, der er placeret i skuffen under radioen. Skuffen er beklædt med grønt veleur, og den roterende skive og pickup´en er designet til at betjene datidens 78´er lakplader. Og Antons samling er imponerende og blev mange år senere doneret til ”Byhistorisk Arkiv”. De hjemmefraflyttede børn har efterladt masser af slagere fra 1950´erne: Preben Uglebjerg med ”Texas Gule Rose” og ”Pigen Fra Fyn”, Poul Richard og Peter Malberg med ”Jeg har min hest jeg har min lasso” og en masse med Dirch Passer. Jo der er dømt musik for fuld udblæsning i denne tid, da rockmusikken og Elvis ikke rigtig var slået igennem i Sæby og nærmeste opland. Søren lytter fascineret til musikken og dennes forunderlige verden, da der ikke i hjemmet på Aalborgvej findes hverken pladespiller eller grammofonplader – en situation der ikke ville blive ændret på, før han selv knap en halv snes år senere valgte at bruge en anselig del af sine konfirmationspenge til at købe en kassettebåndoptager.

Efter dette musikalske intermezzo går Søren på opdagelse i husets bogreol, der som det mest interessante – ud over en samling Strindberg-bøger – indeholder en stor og stadig voksende stabel af hæfter, der formentlig er en tidlig version af Lademanns Leksikon, som enten Anton eller den sidste hjemmeboende søn – Børge – abonnerer på via fagforeningen. Spændende og gode billeder for en videbegærlig dreng på snart 6 år – ikke mindst et billede af en tordenøgle fra kridttiden har Sørens interesse, og blev måske indirekte årsagen til hans livslange interesse for geologi og naturvidenskab. Nu kalder mor imidlertid, og det er tid at tage hjem. Anders vræler, som han ofte har for vane, og er akkurat så irriterende, som kun en 5 år yngre lillebror kan være. Men det gode ved historien er, at mor nok igen i næste uge tager turen op til mormor og morfar – og at tingene gentager sig med en forudsigelighed, som særligt et lille barn finder uendelig vigtig i sin tilværelse.

Sådan er nogle af mine tidligste erindringer fra mine bedsteforældre på mors side. Det var arbejderkultur først i tresserne, men til forskel fra min fars forældre i Sulbæk, der var landarbejdere, så var familien Toft i Sæbys udkant byfolk. Børnene kom ikke på samme måde ud at tjene på gårdene, men kom i arbejde på fabrikker eller i lære – eller for en enkelts vedkommende fik en karriere indenfor forsvaret. Tofterne var tilknyttet Sæby´s baptistmenighed, mens Sulbækfolkene var nærmere tilknyttet en lidt mildere gren af indre mission. Engagementet i fagbevægelsen havde de dog tilfælles, og det er pudsigt – og tankevækkende – at såvel flere af mine onkler som min far har været engageret i større eller mindre grad som tillidsfolk i samme bevægelse. Så måske er der noget om det gamle ordsprog om, at æblet aldrig falder langt fra stammen!

Selv om verden har ændret sig uendelig meget på 50 år, så er vi alle en forunderlig blanding af vores genetiske arv og det miljø vi opvokser i – på godt og ondt!