Sundhedshus Sæby er et vigtigt skridt videre

Sundhedshus Sæby er et vigtigt skridt videre

3. juli 2013 - kl. 9:14 - af

Nu er Sundhedshus Sæby I/S etableret, bestyrelsen valgt, og byggeriet af sundhedshuset kan for alvor gå i gang.

Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland bygger i fællesskab det kommende sundhedshus på Sæbygårdvej i Sæby.
Den formelle ramme for samarbejdet mellem kommune og region er det selskab – Sundhedshus Sæby I/S – som parterne har stiftet til at stå for etablering og den fremtidige drift af det næsten 2800 kvm store sundhedshus.

2. juli mødtes den ny-udpegede bestyrelse for selskabet for første gang. På mødet fik bestyrelsen mulighed for at konstituere sig og gennemgå de arbejdsområder, bestyrelsen kommer til at beskæftige sig med den kommende tid.
Jørgen Rørbæk Henriksen (S) fra Region Nordjylland blev udpeget til bestyrelsesformand, mens Anders Broholm (V) fra Frederikshavn Kommune blev udpeget til næstformand for Sundhedshus Sæby I/S.
Derudover består bestyrelsen af Jørgen Tousgaard (S) og Rikke Albrektsen fra Frederikshavn Kommune og Asta Skaksen (V) og Henrik Houmøller Sprøgel fra Region Nordjylland.
Bestyrelsen har netop underskrevet totalentreprisekontrakten med HP Byg A/S, der har fået til opgave at bygge Sundhedshus Sæby.

– Det er glædeligt, at vi nu er et vigtigt skridt tættere på at komme i gang med byggeriet af det nye sundhedshus i Sæby. Jeg er ikke i tvivl om, at sundhedshuset vil bidrage positivt til udviklingen i Sæby. Huset vil kunne samle flere sundhedstilbud lokalt, og derved skabes færre indgange for borgeren til sundhedsvæsenet, siger Anders Broholm (V), næstformand i bestyrelsen for Sundhedshus Sæby I/S.

Region Nordjylland og Frederikshavn Kommune har i fællesskab modtaget 23,96 mio. kr. fra Sundhedsministeriet til etablering af Sundhedshus Sæby, der skal rumme både kommunale aktiviteter, og regionale aktiviteter – herunder almen læger. Beløbet udgør ca. halvdelen af den nødvendige finansiering, så de to parter står hver især for restfinansieringen af hver deres andel af det samlede byggeri.

Sundhedshus skal rekruttere nye læger

Sundhedshus Sæby etableres, ligesom de 3 andre huse Sundhedsministeriet har støttet økonomisk, som en del af Region Nordjyllands rekrutteringsstrategi, og har til formål at gøre det mere attraktivt at slå sig ned som almen praktiserende læge i områder, hvor det har vist sig svært at tiltrække og fastholde læger.

Sundhedshus Sæby kommer til at understøtte mulighederne for at etablere et unikt fagligt fællesskab, med udgangspunkt i et lokalefællesskab. Et af formålene ved et sådant fællesskab er, at det kan medvirke til at skabe et bedre samspil mellem de forskellige aktører på sundhedsområdet.
Det kan ligeledes skabe nye professionelle miljøer og dermed styrke fagligheden, samarbejdet og kvaliteten i opgaveløsningen på tværs.

– I Region Nordjylland tror vi på, at Sundhedshus Sæby vil appellere til både etablerede og kommende praktiserende læger. Yngre praktiserende læger har i undersøgelser givet udtryk for, at de ønsker praksis-fællesskaber med mulighed for at dele personale, udstyr og lokaliteter. I samarbejde med Frederikshavn Kommune etablerer vi et sundhedshus, der imødekommer dette ønske, så vi kan være med til at sikre fremtidens lægedækning i Sæby og omegn, siger Jørgen Rørbæk Henriksen (S), formand i bestyrelsen for Sundhedshus Sæby I/S.

Kommunen og regionen har en stor interesse i at sikre en effektiv udnyttelse af sundhedshuset, der tilgodeser lejernes ønsker. Når totalentreprenøren i den nærmeste fremtid skal lave detailprojektering, vil læger og andre interesserede sundhedsprofessionelle i området endnu engang blive inviteret til at give deres inputs til indretning af sundhedshuset, ligesom der løbende har været indbudt til brugerinddragelse op til udbuddet af totalentreprisen.

Sundhedshus Sæby ventes færdig til indflytning sensommeren 2014.

4 kommentarer til “Sundhedshus Sæby er et vigtigt skridt videre” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

4 kommentarer til “Sundhedshus Sæby er et vigtigt skridt videre”

  • Søren Kristiansen

    Har masser af relevante spørgsmål omkring dette projekt, men desværre har politikere det med at pålægge sig selv tavshedspligt hvis nogen er kritiske.
    Skidt for demokratiet at man kun kan komme i kontakt med politikerne hvert fjerde år.
    Bange for kommunen endnu engang kaster sig ud i et projekt der ender galt fordi man ikke forholder sig til tiden der kommer efter de mange “gratis” penge er brugt.
    Ved ikke med i andre, men jeg har snart ikke plads til flere regninger i børneværelset.

  • Jeg er af den klare opfattelse, at et sundhedshus, som sådan er en god ide, men kun hvis de behandlere, som i forvejen har praksis, er med på ideen, hvis ikke, hvad skal vi så bruge et sundhedshus til? Man kan vel ikke forestille sig, at dette hus fyldt op med nye behandlere. Jeg håber dette spørgsmål er let at besvare til glæde og gavn for hele byen. Er jeg snævertsynet når jeg spørger, hvorfor dette hus ikke bliver bygget af håndværkere her fra byen.

  • Søren Kristiansen

    Var behandlerne positive og med på ideen, havde der sikkert og forhåbentligt siddet nogle af dem i bestyrelsen.

  • Dette tangerer vel en form for diktatur, når nu vi ved, at mange af vore nuværende læger med egne praksis’er, IKKE støtter et Sundhedshus… og at man så lukker øjne og ører for dette markante synspunkt, og alligevel fortsætter processen..

    Jeg er personligt bange for, at man får et tomt, dyrt hus, der kræver vedligehold og andre udgifter…og samtidig får en lægeflugt fra byen..

    Hvor blev de kloge politikere af..? For dette er ikke klogt..
    Og hvem skal betale skatteregningen, hvis dette bliver endnu en af Kommunen’s fusere..?

    Et godt tilbud, som et Sundhedshus egentlig er, er vel ikke et tilbud mere, når lægerne ikke støtter det..(?)

    Set på en anden måde: Man bygger vel ikke et hus, hvis man alligevel ikke ønsker at flytte ind..vel..?

    Lene Bach (Blomsten)

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sundhedshus Sæby er et vigtigt skridt videre' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger