
Stort fremmøde til midsommer aften på Sæby Havn
24. juni 2013 - kl. 9:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Årets Sct. Hansfest på Sæby Havn blev endnu engang et tilløbsstykke. Lions Jyske Ås havde som altid inviteret til en aften med meget andet end bål på programmet.
Traditionen tro var der båltale ved roklubben, og det ærefulde hverv var i år tilfaldet Byrådsmedlem for Venstre Mogens Brag.
Ud over det var der, som det også er blevet tradition for, Anderæs på Sæby Å, det var dog ikke det letteste i år, hvor vejret viste sig fra den pæne side med let sol og svag vind, efter endnu en dag med en del regn. Derfor kom der heller ikke meget fart over de gule ænder op ad åen. De måtte hjælpes lidt på vej, inden en vinder kunne kåres.
Musikken stod Sæbygårdskolens ungdomsband og Sæby Garden for. Sidstnævnte slog tonen an ved bålet, bl.a. til Midsommer visen, mens et meget tørt bål, hastigt brændte ned bag dem, og af sted fløj heksen til Bloksbjerg.
Endnu engang et vellykket Sct. Hans arrangement, hvor man en overgang kunne være nervøs for om broen over åen kunne bære den store flok af lokale og turister i en skøn harmoni.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stort fremmøde til midsommer aften på Sæby Havn' til en bekendt