Ordet er frit: Vi lever i et ”curling-samfund”

Ordet er frit: Vi lever i et ”curling-samfund”

23. juni 2013 - kl. 0:43 - af

De fleste har set, hvad der sker med et barn, hvis forældre fejer selv det aller mindste problem væk, nogle gange endda inden barnet når at registrere, at der var et problem. Der sker det, at barnet vokser op, og bliver et menneske, som er fuldstændig ude af stand, til at tage ansvar for sit eget liv. Det at tage ansvar for eget liv, er ikke en medfødt evne, det skal læres gradvist, lige fra man er ganske lille. Disse forældre skaber ”curlingbørn”.

Selvom vi danskere godt kan lide at brokke os over alt og alle, så har vi det godt i Danmark, alt er fredeligt og godt. Danmark er et rigt land, som har råd til at sørge for at alle danskere kan få lige den uddannelse, som passer til ens interesser og flair.

Alt er desværre ikke rosenrødt, for der er blevet skabt et samfund, som ned i mindste detalje bestemmer, hvad vi må og ikke må. Der er lavet regler for hvilke hunderacer man må eje, om man må lufte sin hund med eller uden snor,  alle kan komme gratis til læge, på sygehuset, mister man sit job kan man få kontanthjælp eller dagpenge.

Det giver god mening, at alle kan få hjælp i sundhedsvæsnet, og at alle kan få en uddannelse, men det giver ingen mening at lave love og regler om alting.

Alle de mange regler og det, at det ikke har nogen konsekvens, at man ikke får taget sig en uddannelse, fordi man så bare kommer på overførselsindkomst, det skaber et curling-samfund. Hvordan skal vi bekæmpe fremtidens sociale arv, når børnene af kontanthjælpsmodtagere kan se, at der ikke er nogen grund til at tage en uddannelse?

Vores velfærdssamfund er endt med at dræne landets husholdningskasse, samtidig med at den skaber et samfund af ”curling-borgere”, som helt glemmer at velfærd ikke er en selvfølge.

Der er sket det, at vi danskere er blevet  magelige og forkælede af tagselvbordet af velfærd. Et godt eksempelt på at danskerne er blevet forvænte er, at det er socialt accepteret, at unge hopper fra den ene uddannelse efter den anden, uden at færdiggøre noget. Begrundelserne for at hoppe fra en uddannelse, er ofte at det viste sig at den unge alligevel ikke lige syntes at uddannelsen var spændende, eller at det var for svært.

Jeg har lige været sygemeldt med en brækket fod, og når man bor i Aalborg kommune, så bliver man sendt i en form for aktivering, mens man er sygemeldt. Det er en rigtig god ide, at man som sygemeldt bliver aktiveret, så man ikke går i sort. Jeg blev dog vældig forbavset over de holdninger jeg mødte, både fra flere af underviserne på de forskellige kurser og fra de andre deltagere. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at det var både helt almindeligt og accepteret, at dem der ikke havde et arbejde at vende tilbage til, de udelukkende havde tænkt sig, at søge arbejde efter hvad de havde mest lyst til at lave. Jeg hørte foreksempel en pædagog udtale, at hun da aldrig ville søge arbejde i en Aldi, for det mente hun, at hun var overkvalificeret til. Både de andre kursister og underviseren gav pædagogen ret i, at man da så sandelig kun skal søge efter hvad, man ønsker sig.

Det er hårdt tiltrængt, at der bliver taget en debat om hvad velfærd er, og at der bliver kigget på, hvordan vi kan bevare et velfærdssamfund uden at skabe ”curling-borgere” som tager velfærden for givet.

De unge skal motiveres til at vælge en uddannelse, udfra den unges evner og udfra hvad der er vil kunne ende med et regulært arbejde. Det giver ingen mening, at der er 50 der uddanner sig til historikere og kun 2 der uddanner sig til elektrikere, hvis der er mangel på elektrikere.

Der er brug for bedre studievejledning af de unge, så den unge både får en uddannelse som passer til den unges evner, og som også passer til hvad der er af arbejde efter endt uddannelse.

Vh. Lise Therkelsen
Regionsrådskandidat (LA)

En kommentar til “Ordet er frit: Vi lever i et ”curling-samfund”” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Ordet er frit: Vi lever i et ”curling-samfund””

  • Benny Kvistgaard

    Curlingbørn, og børn og unge der hopper fra uddannelse til uddannelse findes i alle samfundslag. Det er nok én af de ting mange borgelige politikere har svært ved at indse, da det jo så tit rammer tilbage på dem selv.

    Lad os, bare for at flytte “stedet lidt” tage de unge i Hellerup området, Strandvejen og de andre dyre egne på Sjælland i øvrigt.
    Her bor nok ikke mange kontanthjælpsmodtagere. Så efter den tankegang du her kommer med Lise, så burde der heller ikke være problemer. Dette er dog langt fra tilfældet.
    Mange unge skifter uddannelse – ofte fordi de har været tvunget på en forkert (og for dem uinteressant uddannelse) af deres forældre. Mange har narko problemer – allerede fra 12 års alderen. Mange er opvokset med, at de kan pege på et eller andet, og så får de det af forældrene.

    Dette blot for at slå fast, at det du omtaler IKKE er noget der er relateret til at forældrene, den ene eller begge er på kontanthjælp.

    Det har noget med forældrenes HOLDNING at gøre. Og her er mange forældre – især de lidt rigere stillede – ofte ude af stand til at sætte de grænser og betingelser som en OPDRAGELSE kræver. Deres børn får lov at passe sig selv, for far er “direktør” og mor er “direktionssekretær” eller noget andet, som kræver en masse af deres tid. Tid som de skulle have tilbragt sammen med deres børn. Børn der i stedet bliver fyldte med “gaver” og “ferier” som et plaster på såret.

    Jeg har gennem en årerække været Landsformand for en NGO-forening der arbejdede for bedre vilkår for Danmarks børn, så jeg tror nok jeg tør sige jeg ved hvad jeg taler om.
    Jeg har set mange eksempler på, at “kontanthjælpernes” børn klarer sig bedre end “dine” vælgeres børn gør. Og jeg har mange eksempler på, at mange af de problemer der er i f.eks. skolerne, opstår på grund af over-forkældede børn, der hjemmefra ikke har fået den mindste sociale opdragelse, fordi far og mor arbejder for meget, med det resultat at de ofte er dem der starter mobning mod f.eks. kontanthjælpmodtagernes børn. Og kontaktet er disse forældre ofte ude af stand til at håndtere situationen, da de har mistet kontakten til deres børn, på det punkt der hedder opdragelse, etik og moral.
    For nogle år siden var jeg en del af et ekspertpanel omkring mobning, hvor blandt andet også Venstres daværende ordfører var med. Og sørgeligt var det at erfare, at hen rent faktisk ikke engang kendte definitionen på, hvad mobning er.

    Så Lise, det der mangles i dagens Danmark, er IKKE at kontanthjælpsmodtagere må tage sig sammen. Det der mangler er at alle – også du og dine vælgere, accepterer at vi som enkelt individer ikke alle er ens. Nogle er syge fra fødslen, nogle er ikke. Nogle er fødte ledere, andre er ikke. Mange higer efter magt, selv om de ikke er i stand til at håndtere den, hvis de får den.

    Mon ikke vi bare skal lære, at acceptere hinanden for det vi er, for det vi kan. Lære at acceptere hinanden – på godt og ondt – kort og godt!

    Jeg har tiltroen til mine medborgere, at de yder det de er i stand til, ud fra deres nuværende situation. Den borgerlige bloks heksejagt på de syge og svage har kun ført til endnu flere syge og svage. Det eneste der er sket er, at nu kaldes de blot dovne.

    Anders Fogh havde ved sin første embedsperiode held til at bilde danskerne ind, at velfærd og velstand var det samme. Det er det ikke.
    Det er to ting der helst skal gå hånd i hånd.
    Velstand er den del der handler om penge, velfærd er den del der gik fløjten, fordi man skar ned på den, for at skaffe mere velstand. Det vil bide sig selv i enden på et tidspunkt, og kigger jeg efter, kan jeg allerede se at de første “tænder er begyndt at få fat i flæsket.” Personer der havde haft en chance for at blive sluset ud på arbejdsmarkedet, hvis man havde villet give deres helbredelse tid, er i dag på førtidspension, fordi de blev tvunget i arbejde for tidligt, hvilket forværrede deres sygdom.

    Jeg håber virkelig ikke, at din valgkampagne skal bygges op over “kontanthjælpsmodtagere” for så bliver du lidt til grin. Det kommunale system er nok det system der skaber flest kontanthjælpsmodtagere, ved bevidst eller ubevidst at trække f.eks. sagsbehandlingen ved sygemeldinger så langt, at den sygemeldte ikke længere er dækket af sygedagpenge. Rigtig godt hjulpet på vej af regionerne, fordi disse ikke slår ned på kommunernes misbrug af sygehusene, ved gang på gang at lade lægeundersøgelser blive ”for gamle”, så der skal foretage en ny. Jeg kender flere, hvor dette er sket både 3, 4 og 5 gange, ja endog flere.

    Der findes i tusindvis af sager, hvor f.eks. en sag der fører til en førtidspension – som jo er næsten umulig at opnå – strækker sig meget længere end sygedagpengeperioden dækker. Efter dagpengene ophører, kommer man ofte på kontanthjælp. Den syge bliver ikke rask af det. Det gavner ingen. Men nu er den syge lige pludselig blevet ”jagtet” af dig. Og det er IKKE den syges skyld.
    Samtidig sidder man på kommunen og “jagter ord”, hvor f.eks. ens egen læge har fået udtrykt sig lidt uklart, fordi man så med dette kan jage den syge på arbejdsmarkedet, eller tage dagpengene fra vedkommende.

    Jeg er personlig overbevist om, at vi, hvis vi kunne finde en gylden middelvej kunne få det til at fungere. Det offentlige råber så tit op om socialt bedrag. Men dette sociale bedrag sker altså også den modsatte vej.

    Det nytter ikke, at 50 uddannes til elektrikere, og 2 til historikere, hvis de ikke gider arbejde med det, når uddannelsen er afsluttet – blot for at tage dit eksempel. Eller at de tvinges ind på en uddannelse, som de springer fra, blot fordi forældrene presser dem. Vi kunne jo også starte med at sige, at politikere kun kan opstilles til en politisk post, hvis de har evnen derfor. Så ville der være langt færre at vælge mellem.
    Og så har vi forøvrigt gang på gang set hvordan de “kloge” har taget fejl i deres vurderinger, af hvad der vil blive brug for inden for de forskellige fag i årene frem over.

    Tillad mig derfor at anvise en anden vej. Lad os tænke på hinanden, i stedet for at jagte hinanden. Lad folk passe sig selv, nøjes med at give råd og vejledning. Altså guleroden i stedet for pisken, som de borgerlige gennemførte i deres regeringsperiode, og som den nuværende “blå-røde” regering fortsætter. Det er dømt til på forhånd, at give bagslag om nogle år.

    Jeg er derfor enig i, at 3/4 af de love og regler der er kommet siden 2001 burde smides lukt i skraldespanden. Og som ikke-ryger, kan jeg måske starte med at sige, at det kunne være store dele af rygepolitikken. Hele hundeloven og jeg kunne blive ved.
    Lad os vise samfundssind. Lad de rige betale mere i skat, så samfundet kommer på ret køl og kan få genetableret velfærden. Stop de der overfører millioner og milliarder til udlandet, for at slippe for dansk skat. Lad os blive enige om, at den rige virksomhedsejer intet ville være, hvis ikke han/hun havde nogle knap så rige medarbejdere. Vi er afhængige af hinanden. En høvding er intet uden sine indianere. Ordene må være samfundssind og respekt for hinanden, og den plads vi hver i sær udfylder i samfundet.

    mvh
    Benny Kvistgaard
    (uden partipolitiks tilknytning)

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ordet er frit: Vi lever i et ”curling-samfund”' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER