Ugens Klumme: Sankt Hans i Sæbygård Skov

22. juni 2013 - kl. 5:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Sommeren var længe om at komme det år, men i aften er der Sankt Hans, og det er som om vejrguderne nu har indset, at det nu er på tide at tage sig sammen.

Her på skrænten i Sæbygård Skov er der læ, og der er bredt to tæpper ud i forlængelse af hinanden. Der er mange familier, der har fået samme ide, men omkring denne aftenfrokost i det grønne er samlet Svend Sulbæk, hans kone Else og to drenge. Hans søster Ellen, hendes mand Johannes og 3 børn fra Kolding, og endelig værtsparret: Valdemar og Johanne, der netop er flyttet fra Sulbæk til Sæby i et helt nyt parcelhus på Slagterivej.

Pensionisterne fra Sulbæk er faldet godt til i Sæby, og kommer allerede sammen med flere andre ældre par, der lige som Sulbækfolkene er engageret i Sæbys Kristne Kredse.

Aftensmaden består af solide hjemmesmurte pålægsmadder fra Johannes ferme køkken, og der er sodavand til børnene og en hvidtøl til de voksne. Valdemar føler sig godt tilpas og har spenderbukserne på. Han beder derfor den 6-årige Søren – sammen med den to år ældre fætter Kurt – om at hente is til hele selskabet. Kurt får to tikronesedler i hånden, som burde være mere end rigeligt til is til selskabets 11 personer.

Ishuset ligger ved Skovlyst, et par hundrede meter fra hvor selskabet netop har indtaget deres aftensmad, så afstanden er til at overse, selv for et par mindre drenge – og der foregår jo så meget spændende på Skovlyst!

Der bliver spillet musik, og der serveres kaffe og øl fra restauranten. Bordene, der er stillet ud på pladsen, er godt besøgt – der er jo også Sankt Hans, og den falder på en søndag i år, så folk har haft fri hele dagen.

Ishuset ligger i et hjørne af pladsen og i den modsatte ende – ned mod åen – er der luftgynger, hvor der grines og gynges højt af mange unge mennesker. Svend Petersen, der af indlysende grunde har fået øgenavnet ”Svend Gønge”, sælger billetter til de malede metalbåde med træsæder, der udgør luftgyngerne. Mens pigerne sidder på sæderne og hviner af fryd, står de unge mænd op i gyngerne for at få dem til at gynge så højt op som overhovedet muligt. Det er noget ganske andet, end den gynge Svend Sulbæk har lavet til Søren hjemme i haven på Aalborgvej!

Men Svend Gønge lejer også rigtige robåde ud til såvel unge som ældre, der har lyst til en mere fredsommelig rotur på Sæby Å, der i denne del af skoven er temmelig dyb på grund af opstemningen fra det nærliggende Stampen Savværk. Folk står i kø for at vente på at der skal blive en ledig båd eller en tom luftgynge.

Kurt og Søren køber – efter at have stået kø en tid – Valdemars beordrede eskimostænger hos Svend Gønges kone, der betjener isboden. De betaler og får byttepenge med tilbage, men har svært ved at løsrive sig fra den meget larm og festivitas, der foregår her midt i den duftende grønne skov, hvor aftensolen glimter i de udtørrende vandpytter på pladsen ved Skovlyst.

Da drengene kommer tilbage med de efterhånden lidt bløde eskimostænger, er resten af selskabet ved at bryde op. De skal til Sankthansbål i ”Høgeburet”, og da folk allerede er begyndt at valfarte i den retning, ”gør vi os klogest i af følge med, hvis vi skal have en god plads”, siger faster Ellen.

”Høgeburet” ligger yderligere et stykke inde i skoven, tæt på hvor vejen går op til Gedebjerget. Søren kender stedet, da Svend Sulbæk har haft ham med til 1. maj og grundlovsmøder her. Det er en naturlig lysning i skoven, der lukker sig om en lavere liggende hulning, der gør stedet perfekt til arrangementer, hvor der tales, optrædes eller tændes bål. Der er allerede ankommet hundredvis af mennesker og flere strømmer til – akkurat som det er en tradition hvert år til Sankt Hans. Det er Sgt. Georgsgilderne, der står for arrangementet, og spejderne deler programmer ud til de tilstrømmende gæster. Borgmester Laurids Christensen holder båltalen…

For et par uger siden gik jeg sammen med hunden den omtalte rute, og selv om skoven stadig virker uforandret, er det let at se, at der er gået 50 år siden ovennævnte scenarie. Det var en dejlig aften, men bortset fra et par kondiløbere, mødte jeg ikke en sjæl. Høgeburet er forsvundet og opslugt af skoven, og det samme er stort set sket med skrænten ned mod tennisbanerne, der før var et yndet udflugtsmål – i den dunkle fortid før Weber grillen blev opfundet – og kælkeplads om vinteren før internettets tid.

Skovlyst er der stadig, og der er en del foreningsaktivitet omkring huset, men gynger og bådudlejning er for længst væk – og åen er ikke længere sejlbar, da stemmeværket ved Stampen er erstattet af de mere fiskevenlige stenstryg, der har sænket vandstanden betydeligt. Hvor er det ærgerligt at denne naturperle, Sæbygård Skov og Skovlyst, ikke bliver brugt lidt mere. Freden, duften og stilheden giver os moderne mennesker alt det man kan forlange, men benyttes i dag mest af nogle hæsblæsende motionister med høretelefoner og Nike sko, samt af en heldigvis meget aktiv tennisklub. Synd og skam, men forhåbentlig vil fremtidens Sæbynitter genopdage denne unikke bøgeskov og atter lade den komme til sin fulde ret. Og kaffe, øl og smørrebrød smager nu engang bedst på et tæppe under grønne bøgegrene!