
Sæby Apotek informerer: Kom ud af busken mand!
9. juni 2013 - kl. 0:04 - af Henrik Christensen
En række organisationer, heriblandt Metal og Dansk Sygeplejeråd står bag den kommende uges fokus på MENS HEALTH- mænds sundhed.
Alt for mange mænd går og putter med deres problemer, ofte fordi vi er bange for at få at vide, at der er noget galt – det er ikke fedt at komme på arbejde eller i sportsklubben og skulle sige, at man er syg. Alligevel går mange mænd rundt og har det dårligt. Nogle af dårligdommene er ret håndgribelige – eksempelvis smerter, forhøjet blodtryk og problemer med vandladningen, medens andre er mere usynlige.
Mænds mentale sundhed er et lidt overset problem, og det bør vi gøre noget ved.
Statistikken taler sit tydelige sprog – kun ca. halvdelen af de mænd der lider af en depression får behandling for det – dobbelt så mange mænd som kvinder begår selvmord. Mænd reagerer på andre måder end kvinder, når de har det dårligt, og det kan være svært at hjælpe – mænd risikerer at reagere med vold både overfor dem, de elsker, og overfor fremmede.
Man kan selv lægge mærke til nogle signaler, eksempelvis at være trist/nedtrykt, manglende koncentration og interesse for andre, har drukket og/eller røget mere end sædvanligt, er rastløs. Der findes en mere udførlig liste som kan hentes på apoteket.
Der er hjælp at få. Den praktiserende læge er første skridt på vejen, når man har erkendt, at der er behov for hjælp. Lægen kan lave en vurdering, og henvise til psykolog eller psykiater. Behandlingen er almindeligvis samtaler og/eller medicinsk behandling.
I uge 24 kan man på Sæby apotek mandag – fredag mellem 15 og 16.30 kan mænd gratis få målt blodtrykket af apotekets sygeplejerske, som kan også give råd med hensyn til mental sundhed.
På gensyn Preben Jeppesen Apoteker
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Apotek informerer: Kom ud af busken mand!' til en bekendt