
Læs denne uges Finansbarometer lige her
7. juni 2013 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Dansk økonomi undgik recession i første kvartal
Danmark
Sidste uges tal for BNP-væksten i årets første kvartal var ventet med spænding efter et 4. kvartal sidste år, hvor dansk økonomi oplevede en kraftig nedtur. Med en positiv vækst på 0,2 % i 1. kvartal i forhold til 4. kvartal sidste år fik dansk økonomi en lille oprejsning. Dykker man ned i tallene, giver det desværre ikke grund til stor begejstring. Eksporten faldt, hvilket kan tilskrives den økonomiske afmatning, vi har registreret på flere af vores vigtige eksportmarkeder. Investeringsaktiviteten var også mindre i første kvartal, hvilket blandt andet dækker over et fald i de offentlige investeringer.
På den korte bane ser det altså fortsat gråt ud i dansk økonomi. Erhvervstilliden er svag, og nøgletallene for europæisk økonomi har ikke været opløftende, hvilket ikke lover godt for væksten i den nærmeste fremtid. Så selvom der var plus på kontoen i første kvartal, kan det meget vel blive vendt til et minus i andet kvartal. I denne uge har vi fået nye prognoser fra regeringen, vismændene og OECD. Der er efterhånden bred enighed om, at væksten i dansk økonomi i år vil blive meget svag. Det betyder formentlig, at vi tidligst kan forvente fremgang på arbejdsmarkedet næste år.
Renter
I sidste uge fik vi tal fra Nationalbanken, der kan være med til at give et overblik over danskernes låneadfærd. Heraf fremgik det, at danskerne nu i højere grad vælger lån, hvor de binder renten i en længere periode. Samtidig ser vi i øjeblikket, at andelen af afdragsfrie lån er ved at stabilisere sig. Det er bemærkelsesværdigt, siden denne andel ellers er steget uafbrudt siden indførslen af afdragsfrie lån i 2003. Begge disse elementer taler altså for, at danskerne i øjeblikket justerer deres låneadfærd hen imod mindre risiko. Det skyldes især to elementer. For det første har realkreditinstitutterne skruet priserne op på både variabelt forrentede og afdragsfrie lån. For det andet de lave renter. De lave renter gør det billigt at binde renten i en længere periode – og dermed forsikre sig imod stigende renter. Endvidere gør de lave renter, at flere kan sætte fart på afdragene af deres realkreditgæld. Til slut skal det dog siges, at den ændring vi ser i øjeblikket ikke er voldsom stor. Danskerne har altså fortsat en stor renterisiko, og udbredelsen af afdragsfrihed er tæt på historisk stor.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt