
Multibane i Voerså indvies næste lørdag
6. juni 2013 - kl. 16:03 - af Henrik Christensen
Den har været undervejs længe, og der har den sidste tid været arbejdet ihærdigt fra frivillige, for at multibanen kunne blive indviet inden skolesommerferien. Nu er projektet færdigt og bygherrerne Stensnæsskolen i Voerså, Voerså IF og Voerså Borgerforening, er klar til indvielse lørdag 15. juni kl. 10.00.
Multibanen ligger lige i solar plexus – et mere passende sted kunne næppe være aktuelt. Den er placeret ved Stensnæsskolen, skolefritidsordningen, børnehaven, ungdomsklubben, Voersåhallen og Voerså IFs faciliteter. Selve banen har været færdig længe, og børnene har heller ikke kunnet vente, for de har benyttet den flittigt til fodbold, håndbold, tennis, basketball, volleyball samt andre former for leg som skøjteløb på inlinere og skaterboards. Det er udenomsfaciliteterne, der har ladet vente på sig. Her er der tale om overdækkede tilskuerpladser, bænke, fliseområde og redskabsrum, men som nu står færdigt.
Venstrebyrådsmedlemmet Mogens Brag står for indvielsen, og de tre bygherrer er værter for et mindre traktement.
Samme dag opsættes en længe ventet hjertestarter i byen – nemlig ved Voersåhallen.
Projektet er budgetteret til godt en halv million kroner, og sponsorerne er LAG Vendsyssel, Lokale og Anlægsfonden, Distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune, Albæk Voer Fonden samt et hav af arbejdstimer som frivilligt arbejde.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Multibane i Voerså indvies næste lørdag' til en bekendt