
”Det er så yndigt at følges ad” – også i ”Sæby-valsen”
4. juni 2013 - kl. 15:41 - af Henrik Christensen
Premiere på ”Sæby, den bedste by i Lysets Land” i lørdags den 1. juni på Syvsten Kro.
Et par overraskelser ventede sambo-parret Grethe og Bent fra Langtvedvej i Sæby ved deres store 25-års fest på Syvsten Kro. Den særdeles velspillende musiker, Kim Bernt Jensen, havde komponeret en flot valsemelodi til Sæby-valsen: ”Sæby, den bedste by i Lysets Land” med tekst af Grethes fætter, Kurt Bønnerup. Teksten blev skrevet for et par år siden på Grethes opfordring – og venner- og familiefesten var en oplagt anledning til at præsentere den.
Kim Bernt Jensen bor i Vejrum ved Holstebro – og har bl.a. 5 cd-albums bag sig i serien ”Musik der swinger”. Den 6. i rækken er lige på trapperne. Disse cd´er indeholder primært kendte kopinumre, som folk kan hygge sig med, synge med på og danse til. Kim er kendt for sin professionalitet som festlig underholder og har et stort repertoire indenfor de fleste musikgenrer som dansktop, country, disco, rock´n roll, valse og folkedansnumre. Man kan kontakte musikeren via www.harmonikamusik.dk
Planen er nu, at Sæby-valsen: ”Sæby, den bedste by i Lysets Land” skal finpudses og cd-indspilles af Kim Bernt Jensen, så alle kan få glæde af denne musikalske hyldest til en af landets kendte by-idyller.
Ved samme fest kunne tekstforfatteren også præsentere sin opdaterede tekst til Grundvigs ”Det er så yndigt at følges ad” fra 1855, således at denne kendte evergreen nu kan forstås af alle – og med bevarelse af samme, men nok mere folkelige respekt for Weyses melodi fra 1833. – Denne tekst findes på www.sangvaerkstedet.dk, hvor alle gratis kan printe den ud til bryllupper og morgensange m.v.
Man kan læse teksten til ”Sæby, den bedste by i Lysets Land” her under.
—–
SÆBY, den bedste by i Lysets Land – /Sæby-valsen
1.
Her i Nordjyllands lyse land,
her ved Kattegats åbne strand
har vi stedet med kvalitet,
jo, den bedste, vi endnu har set!
Du er centrum i byens liv,
som sætter fremtiden i perspektiv!
Det er Sæby: Idyl, hygge, havn,
der ta’r dig i sin varme favn!
Refræn:
Det er Sæby, Sæby – den bedste by i Lysets Land
med kunst- og kulturliv – ved åens vand!
Og ”Fruen ved havet” er vartegnsvagt,
så at byen kan hygge sig; så’ det sagt!
Det er Sæby, Sæby – den bedste by i Lysets Land
med kunst- og kulturliv – ved åens vand!
Her er venligheden en supermagt,
hvor service og smil går naturligt i takt!
2.
Det er Vendsyssels gode ry,
der gør Sæby til fremtidsby:
Fyldt med handel og industri
og med miljøer vi trives i!
Hver en hjernestærk sæbynit
kan skabe et smukt og kreativt hit!
Her i Sæby: Idyl, hygge, havn,
der ta’r dig i sin varme favn!
Refr.
Refr….
½ refr…
Tekst: Kurt Bønnerup
Melodi: Kim Bernt Jensen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Det er så yndigt at følges ad” – også i ”Sæby-valsen”' til en bekendt