Ugens klumme på SaebyAvis
”Sæbys livsnerve”!

25. maj 2013 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

SaebyAvis får nu en fast ugentlig klumme om Sæbys borgere, byens udvikling og om hvad der ellers er sket i byen i gennem en årrække. Vores faste klummeskriver vil være Søren Visti Jensen, som gennem generationer har boet i byen, og derfor kan fortælle en masse spændende, som han og hans familie har oplevet omkring borgere i byen og byens udvikling.

Sæbys livsnerve!
Forårssolen sender sine varme stråler ned i ansigtet på Svend Sulbæk, mens han ligger på ryggen på græsplænen. Han er en lykkelig mand. Ved siden af ham leger Søren på fem, og i skyggen under birketræet står barnevognen med den nyfødte dreng nr. 2, der senere vil blive døbt Anders. I køkkenet står Else og vasker op efter middagsmaden, og Svend tager et sug i cigaren, lukker øjnene, og tænker nok engang på den tilværelse, der i den grad har smilet til ham. For snart en halv snes år siden opgav han tilværelsen som karl på en lang række af landsdelens gårde, og fik arbejde på Slagteriet i Sæby.  Svend havde lært sparsommelighed hjemme fra, hvor pengene var små og børnene var mange, og han havde sparet op og købt hus på Ulldahlsvej i Sæby, da han i en relativt sen alder blev gift og fik søn nr. 1.

Arbejdet på Slagteriet er lidt af en loppetjans i forhold til de mange arbejdstimer på landet og gårdejernes skiftende luner. Ikke fordi Svend ikke kunne enes med bønderne eller lide arbejdet, men der var nu en verden til forskel fra landarbejderens slid til Sæby Slagteri, hvor man på en almindelig tirsdag som i dag kunne nyde sin timelange middagspause, nå at cykle hjem og få sin varme middagsmad og endda sin smøg, inden cyklen igen skulle ned ad bakken til Slagteriet.

Jo han var heldig. For et par år siden havde han bygget nyt hus på Aalborgvej. Naboerne var også slagteriarbejdere, og som sådan blev man nok regnet for at være en anelse finere og bedre stillet, end eksempelvis kommunens sæsonarbejdere eller de ufaglærte håndlangere hos diverse håndværksmestre.

Parcelhus, hjemmegående kone, veltrimmet have og nu det seneste nye: Slagteriet har tilbudt sine folk gratis jordlodder til havebrug på de arealer, der er tilkøbt af virksomheden til senere udvidelser. Svend har ikke været sen til at sige ja tak. Havebrug har altid været hans store interesse, og da der ikke er plads til flere kartofler, gulerødder, ærter, porrer og kål på Aalborgvej, ville lidt mere jord være en ren foræring. Egne grønsager er et godt supplement til husholdningen, og interessen for nyttegartneri  har altid været til stede. Nå, nu kan den ikke trækkes længere, hvis han skal være på arbejde igen kl. 13.00. Slagteriet er en god arbejdsplads, der ikke fyrer folk i tide og utide, hvis man ellers kan finde ud af at møde til tiden, og har omløb nok i hovedet til ikke at stå at drive den passivt af i perioder med lidt at lave. Sans for oprydning og orden er absolut egenskaber der bliver værdsat af mester!

Ovenstående er taget ud af hukommelsen og kan dateres tilbage til 1962. Jeg skylder som et utal af andre Sæbynitter Slagteriet takken for en økonomisk set tryg opvækst, og selv om tiderne var anderledes dengang, så er afhængigheden for rigtig mange af byens nuværende beboere stort set den samme. Desværre har Slagteriet – som det øvrige arbejdsmarked – måttet effektivisere helt ned til sidste mand. Den rummelighed, der i gamle dage var en selvfølgelighed, og som gav plads til mange medarbejdere, der nok i dag ikke ville være at betragte som 100% effektive, findes ingen steder mere. Timelønnen er for længst erstattet af en hæsblæsende akkord, og det der før var et naturligt socialt ansvar virksomhederne bare påtog sig, er nu blevet kogt sammen til et lovkompleks af sociale kapitler, hvor virksomhederne via statslige tilskud skal præmieres for at genansætte nogle af de folk, de selv har nedslidt! Det er de færreste i dag, der kan holde til arbejdet på en industriarbejdsplads til de bliver 67, som Svend Sulbæk og flere af hans samtidige!

Men Slagteriet – der i dag hedder Danish Crown – består, og beliggenheden er med diverse udvidelser stort set den samme. Vel lugter der fælt i perioder i midtbyen, og Ringvejen er ofte blokeret at tung lastvognstrafik til og fra virksomheden, men i Sæby kender vi nok arbejdspladsernes værdi. Og hvis man i Skagen kan sige at lugten af fisk er lugten af penge, kan vi vel også i Sæby påstå det samme om lugten af grisenes tarmindhold. Slagteriet har i et århundrede været Sæbys bankende hjerte, og en af byens livsnerver – og vi beder nok alle til, at det fortsat vil forholde sig sådan i rigtig mange år fremover!  I kommende artikler vil jeg komme ind på andre ting der gør Sæby til det den er i dag – og måske i fremtiden!