
Kirsebærlaug stiftet i
Voerså
24. maj 2013 - kl. 9:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Meningen er slet ikke til at tage fejl af. Voerså skal igen være kendt som i fordums tid, som landsbyen med de flere hundrede kirsebærtræer.
4. november sidste år fik 101 borgere i byen udleveret 200 kirsebærtræer, som blev plantet rundt omkring i private haver. Alle træerne er nummererede og plottet ind på et kort, så lauget ved, hvor de enkelte træer står placeret. Det er nemlig den enkelte families opgave, at sørge for træerne bliver passet og plejet.
Onsdag aften 22. maj var der indkaldt til stiftelse af et kirsebærlaug i teltet, på den gamle krogrund. Trods kulde og regn mødte der alligevel 35 interesserede borgere op.
Indtil videre har det været Lone Pilgård, der har været ”tovholder” for projektet, og det var da også hende, der bød velkommen til forsamlingen og orienterede om økonomien for projektet.
Svend Rasmussen fra Dybvad Planteskole har leveret de 200 kirsebærtræer, og han var til stede og orienterede de fremmødte om vanding, beskæring, gødskning samt pasning og pleje af træerne. Ikke mindst var det meget vigtigt at have redekasser til fugle og fuglebad i haven. Fuglene er eksperter i at fjerne al slags utøj som insekter og larver samt andet, der vil angribe havens bær- og frugttræer, påpegede han.
Foreløbig er der en kassebeholdning på kr. 624 -. Forsamlingen vedtog, at hver husstand som har fået udleveret kirsebærtræer betaler et engangsbeløb på kr. 50 -.
I forvejen har 4 personer arbejdet sammen om projektet. Disse 4 personer, Hanne og Benny Tørholm, Isa Borregaard og Lone Pilgård, fortsætter i bestyrelsen, for det nystiftede Voerså Kirsebærlaug sammen med Susanne Fleron, Jonas Drejer og Anni Thomsen, der alle 3 meldte sig frivilligt til at tage den første tørn. Kirsebærlaugets første opgave er at arrangere Kirsebærrets Dag, og den er allerede planlagt at skulle finde sted lørdag 31. august kl. 13.00 på krogrunden.
For ligesom at få smag på og skudt det hele rigtigt i gang, blev der serveret kirsebærlagkager med kaffe og te. Lagkagerne var det rene guf, og kæmpestor ros fik de 3 lagkagekreatører, Isa Borregaard, Hanne Tørholm og Lone Pilgård, fra forsamlingen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kirsebærlaug stiftet i
Voerså ' til en bekendt