
Ordet er frit:
Tænkepause…
16. maj 2013 - kl. 10:23 - af Henrik Christensen
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Byrådsmedlem Søren Visti Jensen, SF.
I flere omgange har jeg langet hårdt ud efter regeringen, der åbenbart ikke internt har kunnet blive enige om at tilbagerulle VKO´ s dagpengereform, der er skyld i at op mod 30.000 raske, velfungerende og arbejdsduelige danskere alene i år ville miste deres dagpengeret – og det ganske alene fordi der ikke er job at få i finanskrisens Danmark. Jeg har så med glæde noteret mig, at bl.a. SF´s massive pres, der blev skærpet yderligere på partiets nyligt afholdte landsmøde, har presset regeringen til handling. Jeg har så lige skullet finde ud af med mig selv hvad jeg mener om indgrebet, der givetvis løser et forsørgelsesproblem for en stor del af de udfaldstruede – i det mindste for en tid.
Lad mig starte med at anerkende at regeringen har skredet ind, hvilket i sig selv jo er et brud med ”sådan er det jo” holdningen, der har fået lov til at dominere alt for længe. At jeg så hellere havde set et meget mere vidtgående og visionært indgreb, er så en anden sag – det der er vedtaget, er formentlig det bedst opnåelige i en regering, der fortsat skal kunne rumme De Radikale!
I min verden ville det have været meget mere konstruktivt, hvis man i stedet havde valgt at nedsætte genoptjeningskravet til et halvt års arbejde, fjernet begrænsningerne i supplerende dagpenge, samt ladet uddannelse og jobrotation tælle som arbejde. Når man nu er så optaget af at adfærdsregulere den danske befolkning, så ville disse tiltag gøre det lettere at få besat deltids- og sæsonstillinger, der ofte tilfalder udlændinge, hvis danskerne har opbrugt deres ret til supplerende dagpenge. Man ville også opnå en velvilje til uddannelse, som vi så lokalt kunne optimere i tæt samarbejde med vores erhvervsliv, så vi i fællesskab kan lave den arbejdskraft, som fremtidens arbejdsmarked om kort tid vil komme til at efterspørge. Kort sagt guleroden frem for pisken.
I stedet vælger man godt nok at sikre de udfaldstruede et – om end reduceret – forsørgelsesgrundlag, men det tilgodeser ikke samfundets fremtidige behov for kvalificeret arbejdskraft. Når folk først engang er kørt over på en passiv ydelse – uanset hvad vi kalder den – så er de meget svære at få tilbage igen. Jeg ved godt at den midlertidige uddannelsesydelse er forlænget, for folk der har mistet dagpengeretten, men var det ikke klogere at tilbyde folk denne uddannelse tidligere i ledighedsforløbet, frem for når de står med ryggen mod muren og med en pistol for panden?
Der er mange hængepartier, og regeringen har med Carsten Koch i spidsen (som jeg faktisk har meget sympati for) nedsat en kommission til at kulegrave hele området. Dog er kommissioner ofte blevet brugt til at fjerne opmærksomheden fra betændte sager og til at vinde tid. Det er denne sag for vigtig til, og jeg mener ikke vi skal vente til den næste (tabte?)folketingsvalgkamp med at skride ind overfor dette problem. Tænkepausen indtil næste skridt i dagpengesagaen bør derfor blive kort!
Søren Visti Jensen, SF
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ordet er frit:
Tænkepause…' til en bekendt