Bukketræf på Jagtcenter Nord i dag

Bukketræf på Jagtcenter Nord i dag

16. maj 2013 - kl. 12:50 - af

For jægerne er det ligesom børn med juleaften. Enhver jæger med respekt for sig selv havde taget fri fra arbejde og stået tidligt op. Bukkejagten gik ind torsdag 16. maj fra solopgang og fortsætter indtil solnedgang 15. juli. Så de næste par måneder, vil råbukkene leve livet farligt, når de vover sig ud i åbent terræn.

Hvis man skal dømme efter de fremmødte jægeres udsagn, så er der masser af vildt i området. Alle havde set vildt af en eller anden art, og alle havde haft nogle dejlige timer på revirerne – også selv om der ikke var gevinst, den første morgen

Lenes første buk
For Lene Rosendahl fra Voerså var den første morgen en særlig oplevelse. Hun skød sin første buk, og det var på et revir i Nordost, der ligger et par kilometer øst for Voerså.

– Jeg fik jagttegn for 3 år siden, og i dag var det helt specielt. Jeg fik ram på en flot seksender, og det er jeg ovenud lykkelig for, det er noget af en oplevelse. Før i dag har jeg kun skudt ænder, canadagæs og snepper, fortæller en meget stolt Lene Rosendahl.

Formand for Jagtcenter Nord, Klaus Jensen, Sæby, lod ikke chancen gå fra sig. Da han hørte, det var Lenes første buk, bøjede han sig straks ned og kørte sin finger inde i råbukkens bug, indtil den var godt blodig. Herefter tørrede han blodet af i panden på Lene Rosendahl, der kom med udtryk om, at det kunne hun ikke lide, men fandt sig dog i det.

– Det er skik og brug, når man har skudt sin første buk. Det hører sig til, og så får man foræret en gren fra en busk, forklarede Klaus Jensen.

Traditionerne blev holdt ved lige og på pladsen, og der var rigtig mange lykønskninger og letten på hatten til Lene Rosendahl, der strålede som en sol, på den store dag.

Omkring 50 jægere mødte frem i løbet af formiddagen for at hilse på, og kigge på de skudte bukke. Tiden blev brugt til kaffe og rundstykker eller en øl samt hyggelige jagthistorier.

Kun nogle få jægere var tilsmilet af jagtheldet den første morgen, men flere havde bukke på revirerne, der kunne vente sig en pille, som jægerne ofte betegner en riffelkugle.

I løbet af formiddagen mødte flere jægere op med skudte bukke, end de 4 der er på billedet.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Bukketræf på Jagtcenter Nord i dag' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger