
HUSK det er Mors Dag på søndag…
11. maj 2013 - kl. 0:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hvis du ikke vil være alt for upopulær hos ”konen, kællingen og madammen” eller hos din mor, så er det nok en god ide’ at begynde at tænke lidt på, om det skal være en blomst, en lille ting til hjemmet eller noget kun til ”mor”.
Mors dag afholdes i Danmark den anden søndag i maj. Dagen blev opfundet i USA i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910).
Mors dag kom til Danmark i 1929 med rigsdagsbetjent Christian Svenningsen (1896 – 1979). Han havde kæmpet som soldat i USA’s hær under 1. verdenskrig og hørte da om den nye tradition fra soldaterkammeraterne. Han bragte ideen til Danmark og krydrede traditionen med sin egen ide til arrangementer indenfor foreningen De Allieredes Danske Vaabenfæller til pengeindsamling til fordel for krigsenker og mødre, der havde mistet en søn. Senere gik pengene til Mødrehjælpen.
Ud over blomsterhandlernes udbud af mors dagsbuketter og kort, produceres der i Danmark også hos porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl siden 1969 mors dag-platter beregnet til samlere, ligesom der bliver fremstillet utallige former for chokolade-, parfume- og plejeproduktkurve i dagens anledning.
Så husk det nu, hvis ikke søndagen skal være helt ødelagt – det er jo også en mulighed, måske at invitere hende ud at spise.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'HUSK det er Mors Dag på søndag...' til en bekendt