
Friluftsgudstjeneste med lidt blandet vejr
10. maj 2013 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen
Det var tørvejr da gudstjenesten begyndte, men midt under sognepræst Helge Morre Pedersens prædiken begyndte det så småt at dryppe fra himlen. Det lod sig høre på teltets tag, men sognepræsten havde bestilt helt stille vejr, hvilket var efterkommet, men hvem der havde bestilt denne lille byge, havde sognepræsten ikke noget bud på.
Vi er til friluftsgudstjeneste i Anlægget i Præstbro, og for alle tilfældes skyld havde Albæk-Lyngså menighedsråd stillet telt op, så de 42 fremmødte kunne sidde i tørvejr.
Alt imens gudstjenesten fandt sted, havde grillpasserne travlt udenfor, i den lette og kortvarige lille byge. Pølser og revelsben fik i hvert fald ikke så meget vand, så det kunne smages.
Sognepræsten indledte gudstjenesten med at fortælle om en far, der gav sin datter penge, så hun kunne købe blomster til Mors Dag, som er søndag 12. maj. Pigen var ikke ret gammel, men kunne dog læse og kiggede på stativet med små kort til at skrive hilsener på. Pigen valgte et kort med teksten ”Hvil i fred”. Det gav lidt grin hist og her i teltet, men så var proceduren for dagen lagt.
I sin prædiken fortalte Helge Morre Pedersen, om den græske maratonløber, der i oldtiden løb 42 kilometer og 195 meter hjem til Athen, for at fortælle at slaget mod perserne var vundet, hvorefter han faldt død om.
Grækerne kaldte dette for ”Evangelium”, og derfor bruger vi ordet Evangelium i dag, og alle grækere troede på budskabet, så de nu frit kunne leve i fred for perserne.
Jesus befalede sine disciple, at de nu skulle løbe ud til alle folkeslag og forkynde Evangeliet, men skulle helst ikke falde død om, som maratonløberen gjorde.
En ekstra oplevelse fik de fremmødte med på dagen, da menighedsrådets børnesangkor gav et par numre i teltet, akkompagneret på elklaver af deres daglige leder Dina Flyvbjerg Ledet. De fire piger høstede stort bifald herfor.
Da gudstjenesten var færdig, hørte den stille regn op, og alle kunne i Guds frie og lune natur nyde grillmaden med diverse drikkelse samt kaffe og hjemmebagt kage.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Friluftsgudstjeneste med lidt blandet vejr' til en bekendt