Borgere med hjertestarter får penge til nye elektroder

Borgere med hjertestarter får penge til nye elektroder

2. maj 2013 - kl. 11:34 - af

De borgere, der har en privat hjertestarter, der er registreret i Trygfondens hjertestarternetværk, skal ikke selv betale for de elektroder, der benyttes i forbindelse med formodet hjertestop.

Region Nordjylland er sammen med de øvrige regioner blevet enige om at refundere udgifter til elektroder i forbindelse med brug af private hjertestartere, hvis hjertestarteren er anvendt efter henvisning fra AMK-Vagtcentralen.

Hjertestarterens elektroder, de såkaldte pads, der bliver klistret på patientens bryst, kan kun benyttes én gang. Derfor har det været væsentligt at afklare, hvem der skal betale for nye elektroder til hjertestarteren.

– Det er kun rimeligt, at vi regioner står for udgiften. Vi sætter stor pris på, at der er borgere, som aktivt går ind og bakker op om at forebygge hjertestop, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Prisen på et sæt nye elektroder til en hjertestarter ligger på mellem 450-1000 kroner alt efter hvilken type, der er tale om.

– Set fra regionens side er det ikke mange penge, når vi tænker på den lokale tryghed, som hjertestartere og førstehjælpere er med til at sikre. Men for den almindelige borger løber disse beløb op, og det er ikke rimeligt. Derfor betaler vi, siger Ulla Astman.

Når private hjertestartere er blevet registeret i Trygfondens hjertestarternetværk, kan AMK-Vagtcentralen se, hvor hjertestarterne er, og derved henvise til dem.

Muligheden for at få udgifterne dækket, gælder for ejere af hjertestartere, der har registreret deres hjertestarter i databasen ”Hjertestarternetværket” under Trygfonden. Muligheden for refusion forudsætter også, at ejeren selv henvender sig til Region Nordjyllands Præhospitale Beredskab.

Beslutningen om at refundere udgifterne til borgere er landsdækkende og administreres af de enkelte regioner. Ordningen tages op til overvejelse om et år.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Borgere med hjertestarter får penge til nye elektroder' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger