
Hjælpen til selvmordstruede rykker tættere på
26. april 2013 - kl. 0:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nu får også selvmordstruede borgere i den sydøstlige del af regionen lettere adgang til professionel hjælp og behandling, idet Psykiatriens Enhed for selvmordsforebyggelse etablerer sin tredje satellitfunktion – denne gang i Hobro. I forvejen findes der tilsvarende tilbud i Frederikshavn og Thisted.
Mennesker, der har forsøgt selvmord, eller som vedvarende går med tunge tanker om at tage deres eget liv, har brug for hjælp.
I Psykiatriens Enhed for selvmordsforebyggelse (tidl. Center for selvmordsforebyggelse) arbejdes der med en klar målsætning om, at hjælpen for disse borgere skal være let tilgængelig – uanset hvor de bor.
– Vores erfaring er, at det i en krisesituation kan være uoverskueligt, hvis man skal rejse langt efter tilbuddet, og det kan få nogen til at afslå hjælpen, forklarer psykolog Jan-Henrik Winsløv, der er leder af enheden.
Hjælp til at finde vejen frem
Målgruppen i Enhed for selvmordsforebyggelse er mennesker, som ikke i forvejen er i kontakt med det psykiatriske system, men som er kørt så fast i deres tilværelse, at de har svært ved at finde vejen frem.
– Vi kan støtte dem i at få et mere nuanceret syn på deres situation og deres muligheder. Vi kan også hjælpe dem at komme i gang med den relevante behandling, hvis det fx viser sig, at de har en depression, forklarer Jan-Henrik Winsløv.
Pårørende inddrages så hurtigt som muligt i forløbet, og der er også fokus på deres behov i den opfølgning, der finder sted.
Gode erfaringer fra Frederikshavn og Thisted
Enheden har tidligere indført ugentlige træffetider i Frederikshavn og Thisted, og det har medført flere henvisninger fra de praktiserende læger i de områder.
– Til gengæld modtager vi ikke så mange henvisninger fra den sydøstlige del af regionen, og derfor vælger vi nu at rykke hjælpen tættere på, siger Jan-Henrik Winsløv – med forventning om, at flere hermed vil få glæde af enhedens tilbud.
I Hobro benytter enheden adressen Sønder Allé 3 – tæt ved Sygehus Himmerland. Her vil psykolog Kristina Lyager Eskesen én dag om ugen sidde klar til at afholde samtaler med borgere fra lokalområdet.
Borgere, der henvises til enheden, vil så vidt muligt få tilbud om en samtale indenfor fem arbejdsdage, og de vil blive kontaktet umiddelbart efter, de er visiteret til tilbuddet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjælpen til selvmordstruede rykker tættere på' til en bekendt