
Musicalkoncert på Hørby Efterskole i aften
20. april 2013 - kl. 10:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I 30 af de 40 år har en tilbagevendende begivenhed på Hørby Efterskole været den årlige musical. Et fænomen, der igennem tre årtier har sat sig dybe spor i mange unge menneskers bevidsthed og livsbaner. Nogle af disse unge menneskers livsbaner har ved atter en gang lagt vejen forbi skolen og ikke mindst musiklokalet for at spice og pimpe kærligt udvalgte gamle musicalsange op til en determineret, medrivende og eksorbitant nutidig musicaloplevelse, der med følt hånd og stemme vil blive afleveret i hidtil usete, uhørte og ikke mindst vovede arrangementer.
Hørby Efterskole ønsker at markere den lange musicaltradition med en musicalkoncert lørdag 20. april kl. 19.30 og her skabe et genhør med musicalsange, der strækker sig så langt som 25 år tilbage i tiden. Alle sangene har været igennem en musikalsk renovering, så de fremstår som nye, friske og i særdeleshed spændstige i udtrykket fremført af nogle af dine tidligere efterskolevenner. Sangene bliver fortolket og spillet med en uhørt professionalisme, respekt og kærlighed for det oprindelige, men samtidig åbner oplevelsen også mulighed for at komme med på en musikalsk rejse med gamle venner og minder ind i ny og spændende verden af ord og lyd.
I bandet medvirker:
Christian Thrane – Bas
Jesper Gajhede – Guitar
Søren Skovgaard – Guitar
Mark Christiansen – Trommer
Jeppe Borup – Keyboard
Jette Sørensen – Sang
Niels Lykke – Sang
Ida Frostholm – Sang
Monica Christiansen – Sang
Malte Bering – Sang
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Musicalkoncert på Hørby Efterskole i aften' til en bekendt