
Ønske gik i opfyldelse – FDF i Sæby fik nyt hus
18. april 2013 - kl. 14:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En stor lastbil med kran og blokvogn leverede onsdag middag Sæby FDF’s nye kredshus på Sølystvej.
Det har længe været et stort ønske for kredsen, der tæller ca. 25 medlemmer at flytte lidt væk fra Jernbaneallé 5, hvor kredsen har haft til huse siden begyndelsen af 60’erne. Før kommunesammenlægningen fik kredsen en grund på Sølystvej af Sæby kommune, og siden da har der været aktivitet på dels at få solgt ejendommen Jernbaneallé 5 – det lykkedes i 2012 – og dernæst at finde et hus, som kunne bruges til kredshus, og samtidig passe til kredsens økonomi.
Nu er huset på plads takket være gode venners hjælp med at finde det og erhverve det til en fornuftig pris.
I nær fremtid vil der blive tilsluttet el og vand, og huset vil blive malet, således det forhåbentlig allerede i foråret kan tages i brug som kredshus.
Kredsens kasserer Preben Smed Jeppesen udtaler: Vi er meget glade for at det endelig er lykkedes for os at finde et hus, som vi kan komme til at bruge og til en fornuftig pris. Vi mangler stadig lidt penge til at få gjort færdig, men mon ikke gode venner og fonde vil se med milde øjne på FDF. Vi har dog mulighed for at låne lidt penge, således vi kan komme videre, men jo billigere vi kan sidde, jo flere penge har vi som bekendt til arbejdet blandt børn og unge.
FDF er en børne- og ungdomsbevægelse stiftet i 1902 af arkitekt Holger Thornøe på Frederiksberg, efter forbillede af det engelske Boys Brigade. FDF er den del af det folkekirkelige børne- og ungdomsarbejde.
Kredsleder i Sæby FDF er Mogens K. Larsen.
En kommentar til “Ønske gik i opfyldelse – FDF i Sæby fik nyt hus” under annoncerne.
Kære alle FDF i Sæby
et kæmpe stort FDF Hurra og tillykke med jeres nye hus
jeg glæder mig til at komme og se det
mange FDF Hilsne
FDF Skagen