
Apoteket informerer – Er fødderne klar til at komme fri?
14. april 2013 - kl. 0:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Skal dine fødder ned i en sandal eller ud i det fri? Der er råd at hente, hvis du vil af med hård hud, hælrevner og dårlig lugt først.
Fødder der har været gemt væk hele vinteren, kan gemme på lidt af hvert. Nogle af de plager der kan være er hård hud, hælrevner og dårlig lugt. Heldigvis er der råd for disse plager, så fødderne kan blive bløde og pæne til at komme ud i det fri. Fodbad og fodpleje gør en hel del. Se også på dit fodtøj, her kan årsagen til knyster, ligtorne, ømme tånegle og hård hud ligge gemt. Fodtøj skal passe, der skal være plads til både hæl og tå – man vinder som bekendt ingen prins ved at hugge en hæl eller klippe en tå – sålen i skoen skal virke stødabsorberende.
Lider du af hård hud, så forsøg at holde det nede inden det udvikler sig til smertefulde hælrevner. Giv fødderne et dagligt bad i 10 minutter, med lidt badesalt og badeolie. Fjern nænsomt hårdhud, helst med en særlig fodhøvl, som ikke fjerne den sunde hud. Smør derefter fødderne med en fed fodcreme. Døjer du med dårlig lugt, så vask fødderne hyppigt med sæbe. Suppler med en antiperspirant, der modvirker sved, eller en deodorant, der begrænser bakteriernes vækst. Det er kombinationen af sved og bakterier, der giver den dårlige lugt.
Når du klipper tånegle, så klip altid neglene lige over. Klipper du dem ned i siderne, risikerer du smertefulde nedgroede negle. Med en neglefil, kan du forsigtigt fjerne skarpe kanter. Har du trætte, hævede eller ømme fødder, så giv den fri fra sko derhjemme. Afslap dem i et fodbad, giv fodmassage, lav fodgymnastik og stik benene i vejret og vip med fødderne. Lider du af fodsvamp eller vorter så søg hjælp på apoteket.
God forårssøndag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer – Er fødderne klar til at komme fri?' til en bekendt