
Sæby Sportsfisker Klub udsætter Smolt
5. april 2013 - kl. 9:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I dag fredag kl. 14.30 udsættes der Smolt, også kaldet små ørreder, i Sæby Å – helt præcis ved Vandmøllen. Det er den nye Sæby Sportsfisker Klub, der står for denne udsætning, og grunden er, at der gerne skulle komme flere fuldvoksne havørreder tilbage for at gyde i Sæbys vandløb.
Havørrederne kommer normal tilbage til det ferske vand for at gyde, men som forholdene er nu, er det kun meget få af havørrederne, der når tilbage via spærringen og op gennem den lille sliske, der findes ved Vandmøllen. Det skal der laves om på, så der bliver lavet en opgang til ørrederne i den sydlige side af Sæby Å, og det er så også et projekt, som den nye klub har taget initiativ til.
Som det ser ud i dag bliver der indsamlet frisk yngel, som bliver opdrættet hos en fiskeopdrætter, og derefter udsættes de så igen i Sæby Å, som det der kaldes Smolt. Det tager ca. 14 dage fra Smolten er udsat, og til de trækker fra det ferske vand og ud i havvandet.
Sæby Sportsfisker Klub havde endvidere deres første klubaften i år torsdag den 4. april kl. 19, men du er altid velkommen til at slutte dig til Sportsfiskerklubben, som holder klubaftener i klublokalet hver tirsdag og torsdag, både for uøvede og øvede. Indmeldelse kan ske ved henvendelse til Stig Pedersen på tlf. 4071 1950 eller til Jesper Christensen på tlf. 9846 4303.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Sportsfisker Klub udsætter Smolt ' til en bekendt