Læserbrev: Fra en af dem i grøn t-shirt

5. april 2013 - kl. 0:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Mit navn er Marlene. Jeg er lærer, og jeg arbejder på Sæbygårdskolen. Det har jeg gjort siden jeg blev uddannet for 8 år siden, og jeg elsker at undervise. Jeg elsker også at forberede min undervisning. Det gør jeg bl.a. gennem samarbejde med mit team, tværfaglige møder med mine kolleger i indskolingen, samtaler med forældre, udarbejdelse af undervisningsplaner og elevplaner, faglig læsning og meget mere.

I år er jeg bl.a. lærer i en 1.klasse. Er det krævende? Ja. Er det givende? Endnu mere! Skulle jeg beskrive mig selv og min lærerrolle, ville jeg for en måned siden have brugt følgende ord: Engageret, motiveret, glad, kreativ, smilende og omsorgsfuld. Jeg håber og tror, at mine dejlige elever og deres forældre har oplevet det samme.

Og jeg er hårdfør, jeg er jo lærer. Jeg kan tackle sprællende, energiske børn med krudt bagi og en masse på hjerte. Jeg kan også tackle sarkastiske bemærkninger og hånlige kommentarer til gadefester, familiearrangementer og lignende. Især op til skoleferier har mange travlt med at fortælle mig, hvor privilegeret jeg er. Den sidste måned har jeg arbejdet over 50 timer om ugen, fordi jeg udover at forberede og undervise 25 lektioner om ugen, sammen med min makker har lavet elevplaner på alle elever, planlagt og afholdt skole/hjem samtaler. Så jeg har holdt fri i påskeferien med rigtig god samvittighed – overarbejde i nogle uger udløser nemlig afspadsering i andre uger. Så privilegeret er jeg.

I tirsdags blev jeg fyret, lockoutet og nægtet at møde på arbejde. Det var kulminationen på en hetz og mistænkeliggørelse af lærerne fra KL og regeringens side. Jeg har sammen med mine kolleger kæmpet alt hvad jeg kan, for at give modspil til KL’s løgne og manipulation gennem diverse medier. Det er lykkedes mig at holde hovedet og humøret oppe, for jeg ved hvad jeg står for, og jeg er stolt af mit arbejde.

Men jeg er jo kun et menneske! Efter gentagne gange at have læst artikler – endda fra mine arbejdsgivere – om, hvor lidt jeg reelt arbejder, hvor usamarbejdsvillig og gammeldags jeg er, hvor mange privilegier jeg har, og hvor fuld af løgn jeg er, når jeg hævder det modsatte – ja så er det, der er tilbage at sige om mig nu: Frustreret, demotiveret, gal, krænket, drænet for energi og rigtig ked af det.

Jeg er en af dem, deri øjeblikket står i grøn t-shirt på Ålborgvej og vinker, når I kører forbi om morgenen. Enkelte rækker mig fingeren og råber, at jeg skal se at komme på arbejde. Andre ryster på hovedet. Enkelte kolleger fra andre byer er sågar blevet smidt vand på. Men langt de fleste af jer vinker, dytter, smiler og viser ”thumbs up”, og jeg ved, at jeg taler på alle mine kollegers vegne, når jeg siger:

TAK

Vi er taknemmelige for jeres opbakning, og vi har brug for den. Vi skal jo gerne være klar og ved godt mod, når vi igen må modtage jeres børn i klasseværelset.

Marlene Facius, lærer – og menneske……