
Depeche godt på vej fra Skagen over Sæby til København
3. april 2013 - kl. 16:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag morgen kl. 8.00 blev en depeche sendt af sted fra parkeringspladsen ved Grenen. Initiativtageren til ”Løb for en god skole”, er John Skånberg, lærer ved Skagen Skole.
”Jeg fik idéen om at løbe til København, men efter at have luftet tanken for Jakob Skytte, der med ordene, ”Det kan vi ikke“, skød min oprindelige plan til jorden, blev vi enige om at arrangerer en stafet”, udtaler John Skånberg, kort før afgangen fra Grenens parkeringsplads. Ideen fik hurtig tilslutning på en facebookgruppe, og allerede tirsdag eftermiddag var der omkring 750 medlemmer.
I løbet af et døgn, har så mange skoler/løbere bakket op om idéen, at det ikke bliver problem at få depechen helt til København.
Seks lærere fra Skagen skole løb her til morgen af sted med en stafet, som de håber, når frem til formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen i København.
Lærerne løb i dag 16,4 km på knap halvanden time med stafetten, som i Hulsig blev overtaget af et nyt hold fra Ålbæk Skole.
Kl. ca. 14.30 kom stafetten til Sæby, og her overtog et hold lærere fra byen så depechen, som de så vil bringe videre til endnu et hold lærere, der venter et sted sydligere i Vendsyssel.
Løberne var iført grønne T-shirts, som var tydelige i landskabet. Der var tryk på med teksten ”Sammen gør vi en god skole bedre.”
Alle de deltagende lærere er desuden ivrige løbere i deres fritid – flere har løbet en halv Marathon.
Depechen består af et stykke papir og en kuglepen, så de deltagende skoler kan skrive skolens navn og hvor langt de er løbet. Papiret skal udtrykke det sammenhold og den udholdenhed, som lærerne kommer til at vise under lockouten. Depechen er stilet til Anders Bondo Christensen og formålet med depechen er ikke mindst at vise opbakning til Danmarks Lærerforening medens lockouten foregår.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Depeche godt på vej fra Skagen over Sæby til København' til en bekendt