
Læs denne uges Finansbarometer lige her
28. marts 2013 - kl. 0:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Et forbrugsopsving lader vente på sig
Danmark
I sidste uge fik vi nye tal for forbrugertilliden, der viste et lille fald fra -2 i februar til -2,1 i marts. Dermed er forbrugertilliden reelt uændret – på et meget lavt niveau. Det ser således ikke ud til, at et egentligt forbrugsopsving venter lige rundt om hjørnet. Før det bliver en realitet, skal vi formentlig se en forbedring på såvel bolig- som arbejdsmarkedet. Så de enkelte familier begynder at føle en større tryghed omkring deres økonomiske situation.
En beskeden stigning i forbruget er dog ventet i 2013. Dels er inflationen faldet betydeligt i forhold til 2012, hvilket betyder at inflationen ikke længere vokser hurtigere end lønnen. Det i sig selv fører dog ikke til en egentlig reallønsfremgang. Men kombineret med skattelettelser og en historisk lav rente betyder det, at de enkelte familiers købekraft vil stige.
I sidste uge blev Danske Banks nye prognose offentliggjort. Heri forventes det som følge af de ovennævnte effekter, at Danske Banks modelfamilie får 553 kroner mere om måneden i 2013 end det var tilfældet i 2012. Det forventer vi vil føre til en stigning i privatforbruget, men som allerede nævnt, vil et egentligt privatforbrugsopsving kræve bolig- og arbejdsmarkedet igen viser bedring.
Renter
På det seneste er uroen i euroområdet taget til i styrke igen. Det skyldes dels det uklare resultat af det italiensk valg og seneste bekymringerne omkring Cypern. Det betyder, at den normaliseringsproces af rentespændet mellem dansk renter og renterne i euroområdet er sat på pause indtil videre. Danmark fastholder lidt endnu sin status som sikker havn i de finansielle markeder og en selvstændig dansk rentestigning, som for et par måneder siden syntes tæt på, er indtil videre skubbet lidt længere ud i fremtiden. Det vil blandt andet fastholde de danske boligrenter på et fortsat lavt niveau.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt