Apoteket: Rigtige mænd går til lægen!
24. marts 2013 - kl. 11:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Mænd har ofte en ide om at en rigtig mand bider smerterne i sig, og ”går det væk.” Det giver måske nok en følelse af at være stærk og udholdende – men det er bare sjældent det er særlig smart, i hvert fald ikke hvis man gerne vil leve godt de næste mange år!
Sundhedsstyrelsen sætter i en ny kampagne fokus på mænds sundhed og i særdeleshed på kræft. Desto hurtigere kræft opdages, desto bedre er chancerne for overlevelse. Det ved de fleste godt – men hvad skal man reagere på? Hvornår skal man gå til lægen, og hvornår behøver man ikke? Generelt skal man gå til lægen hvis man mærker ”noget er anderledes,” og ikke har en sikker forklaring på hvad der er galt.
Der er dog en række symptomer der kan være alvorlige tegn på kræft, og man skal søge læge hurtigst muligt! Det er ikke sikkert det er kræft, men det ved man først når man har talt med en læge!
Blod i afføringen
Blod i urinen
Hostet i mere end 4 uger
Et sår der ikke heler
Et modermærke, der er vokset eller har ændret sig
En uforklarlig knude eller hævelse
Uforklarligt vægttab
Uforklarlig træthed
Uforklarlig bleghed
Er man pårørende til en person med disse symptomer, kan det være nødvendigt selv at tage affære for at få vedkommende til lægen.
På hjemmesiden: www.erdetkræft.dk kan man læse mere om tegn på kræft og læse mere om de enkelte symptomer.
Sundhedsstyrelsen har udgivet en folder, som kan hentes på apoteket eller hos lægen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket: Rigtige mænd går til lægen!' til en bekendt