
Skønne Sting på Sæby Bibliotek…
23. marts 2013 - kl. 0:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tasker, tørklæder, beklædning og andet unika af sæbefiltet uld og håndfarvet silke i forårsglade og moderigtige farver kan i øjeblikket ses på Sæby Bibliotek.
De lækre håndarbejder er designet og fremstillet af Hanne Nielsen, Frederikshavn, som under ét kalder sine produkter for Skønne Sting.
Skønne Sting opstod, da Hanne Nielsen skulle finde et fælles navn til sin produktion af julepynt, syet i bomuld og hør i gammeldags stil samt nissehuer i kogt uld. – Interessen for ulden og filtningens forunderlige verden ”opdagede” jeg i f. m. et ophold på en sommerhøjskole, hvor en medkursist viste sine produkter frem, fortæller Hanne Nielsen, der aktivt gik i gang med at opsøge kurser i filtning. – Når man først har lært principperne i filtning, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave.
Arbejdsprocesser
– Arbejdet med ulden starter gerne med en idé og en skitse på et stykke papir, forklarer Hanne Nielsen. Derefter fremstilles en skabelon i et blødt plastmateriale, som beklædes med uld, og selve processen kan gå i gang.
Den uld jeg anvender i produktionen er uld fra tyske bjergfår, australsk merino og blandings-karteflor. Farverne vælger jeg samtidig, og her går jeg meget efter at produkterne har friske kulører – med dekorationer, som gerne må have et strejf af humor og barnlighed, der gør én glad at se på.
– Silkefarvning er et nyt område for mig, som jeg er begyndt at dyrke indenfor det sidste års tid, fortæller Hanne Nielsen, der kan frembringes i de mest fantastiske farver og mønstre, og det er altid spændende at se det færdige resultat. Silken bruger jeg mest til tørklæder, men den kan også kombineres med uld og danne helt nye tekstiler. Til montering anvender jeg ofte skind eller andre grove materialer, som supplerer filtens udtryk.
Hobby i fritiden
Filtningen og silkefarvningen er en hobby, som Hanne Nielsen bruger meget af sin fritid på. Arbejdet foregår hjemme enten ved bryggersbordet, og med store projekter må spisebordet med tilbygning tages i brug.
Hanne Nielsen har fast udstilling på Hotel Jutlandia i Frederikshavn, og nu også udstillingsaktuel på Sæby Bibliotek frem til den 19. april.
Når ikke filt og silke er på dagsordenen arbejder hun som beregner og ordrebehandler i en grafisk virksomhed. Privat bor Hanne Nielsen i Frederikshavn sammen med mand og to børn. Kig ind på Sæby Bibliotek eller på hjemmesiden www.skoennesting.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skønne Sting på Sæby Bibliotek...' til en bekendt