
Udtalelse fra SF’s generalforsamling i lørdags
17. marts 2013 - kl. 12:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SF – Frederikshavn bakker lærerne op i deres kamp for retten til at indgå aftaler om deres arbejdstid med KL. Ingen kan være tjent med, at arbejdstiden ikke er gennemskuelig. SF bakker op om den danske arbejdsmarkedsmodel og støtter medarbejderindflydelse og gennemsigtighed på arbejdspladsen.
Med indvielsen af Nordstjerneskolen står vi ved afslutningen på en reform af skolestrukturen, som har betydet voldsomme forandringer for lærerne ved det frederikshavnske skolevæsen.
Ingen kan derfor påstå, at de frederikshavnske lærere ikke er indstillet på forandring. Der er trukket store veksler på lærerne og det øvrige personale ved skolevæsenet, og de fortjener respekt for den beredvillighed og fleksibilitet, hvormed de er gået ind i disse forandringer.
I SF arbejder vi på at få en skole i verdensklasse, og det forudsætter et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledelsen og lærerne på den enkelte skole.
Modstanderne mod skifergas vandt en foreløbig sejr, da Total af et stort byrådsflertal blev pålagt at foretage en VVM-undersøgelse forud for en evt. prøveboring. SF er imod indvindingen af skifergas, da den udsætter grundvandet for risici og hæmmer udviklingen af alternative, bæredygtige energikilder som f.eks. vindenergi. Det er absurd, at Frederikshavn Kommune, som er en klimakommune, skal lægge undergrund til indvindingen af CO2-forurenende skifergas, når vi samtidig ønsker at fremme den vedvarende energi.
Næste stridspunkt bliver, når Total skal have en landzonetilladelse. I SF ser vi frem til, at byrådsflertallet vil nægte at give en sådan tilladelse og dermed udlægge yderligere en snubletråd for skifergassen.
Ivan Bengtsen blev på generalforsamlingen valgt som ny formand.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udtalelse fra SF's generalforsamling i lørdags' til en bekendt