
Sæby-pige ny bestyrelses-formand i Lederne Vendsyssel
11. marts 2013 - kl. 8:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lederne Vendsyssel har fået ny bestyrelsesformand. Det skete på den årlige generalforsamling, hvor Karina Fisker overtog formandsposten efter Henning Andersen Fisker, der har siddet som formand siden afdelingen blev dannet i 2007.
Til daglig er Karina Fisker pakkemester på Danish Crown i Sæby. Hun har været netværkskoordinator for Lederne Vendsyssels lokale LederNetværk siden 2011 og næstformand i lokalafdelingens bestyrelse siden 2012.
– Jeg glæder mig over, at jeg som formand for Lederne Vendsyssel i endnu større grad har indflydelse på afdelingens indsats for at styrke vores medlemmer, blandt andet gennem lokalt forankrede LederNetværk og andre tilbud om kompetenceudvikling, siger Karina Fisker, nyvalgt formand for Lederne Vendsyssel.
Et andet af Karina Fiskers fokusområder er at skabe et endnu tættere samarbejde med erhvervsrådene i lokalområdet.
– Øget samarbejde med lokale erhvervsråd betyder, at vi er med i, hvad der rør sig i det lokale erhvervsliv. Dermed kan vi i endnu højre grad være på forkant med og styrke udviklingen af arbejdspladser i Vendsyssel ved at sætte fokus på god ledelse i både kommende og eksisterende virksomheder i området, siger Karina Fisker.
Lederne har 105.418 medlemmer, hvoraf 3.366 hører til under Lederne Vendsyssel.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby-pige ny bestyrelses-formand i Lederne Vendsyssel' til en bekendt