Læs denne uges Finansbarometer lige her
7. marts 2013 - kl. 13:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
BNP faldt kraftigt i 4. kvartal
Danmark
I sidste uge fik vi tal for BNP i 4. kvartal sidste år, der viste et betydeligt fald på 0,9 % i forhold til 3. kvartal, når der tages højde for prisændringer og sæsonudsving. At BNP ville falde var ventet, da det allerede stod klart, at de største aftagere af danske varer i udlandet, Tyskland og Sverige, havde klaret sig dårligt i slutningen af 2012. Men størrelsen af faldet kom alligevel bag på de fleste. Med tal for 4. kvartal står det endvidere klart, at væksten i 2012 faldt med 0,6 % i forhold til 2011.
I sidste uge fik vi også tal for bruttoledigheden i januar. Denne faldt bemærkelsesværdigt meget – nemlig med hele 3.100 personer fra december til januar. Dermed var bruttoledigheden på 160.200 personer i januar. At vi ser et fald, samt størrelsen af faldet er ganske overraskende. Som nævnt ovenfor var væksten i slutningen af 2012 alt andet end imponerende, og normalt ville vi derfor ikke forvente at se et så voldsomt fald i ledigheden. Dette indikerer desværre, at faldet dækker over et fald i arbejdsstyrken, og altså ikke at der er kommet flere i arbejde fra december til januar.
Samlet gav sidste uge altså en række blandede nøgletal. BNP faldt betydeligt i 4. kvartal, mens ledigheden faldt markant i januar. Desværre kan man tvivle på hvorvidt faldet i ledigheden reelt dækker over, at jobskabelsen i Danmark skulle være blevet forbedret. Som allerede nævnt skyldtes faldet i BNP i 4. kvartal i høj grad, at de vigtigste danske eksportmarkeder klarede sig dårligt. Det giver derfor anledning til optimisme, at netop disse lande ser ud til at klare sig mærkbart bedre i starten af det nye år i forhold til i slutningen af 2012.
Renter
En effekt der hjælper dansk økonomi i øjeblikket er de lave renter. Årets Flexlånsauktion i november/december endte endnu engang med rekordlave renter. Det afspejlede sig i sidste uges tal for månedlige rentebetalinger på realkreditlån. Hvis vi forestiller os at rentebetalingerne i resten af 2013 vil være det samme som i januar måned, vil det betyde at de gennemsnitlige renteudgifter pr. husstand falder fra godt 21.300 kr. i 2012 til 19.600 kr. i 2013. I så fald vil rentebetalingerne ligge på det laveste niveau i statistikkens historie, der strækker sig tilbage til 2003. Og det er sågar i et år hvor flere danskere vælger øget sikkerhed ved at binde renten i længere tid end hidtil.
På torsdag holder den Europæiske Centralbank sit månedlige rentebeslutningsmøde. Det er bredt forventet, at centralbanken vil holde renten uændret, men der også enkelte der spekulerer i om hvorvidt centralbanken kunne finde på at sænke renten for at hjælpe til at sætte gang i væksten i euroområdet. Det er ikke uvæsentligt for de danske renter, hvad den Europæiske Centralbank, da de danske renter følger renterne i euroområdet tæt qua fastkurspolitikken.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt