
Røde Kors modeshow hos Hyggeklubben i Voerså
4. marts 2013 - kl. 10:13 - af Henrik Christensen
Røde Kors er som bekendt en verdensomspændende hjælpeorganisation, men der kan hjælpes på mange måder. I Sæby findes en Røde Kors butik, som folk er rigtig flinke til at donere genbrugstøj til. Ikke alt tøjet har været i brug, for flere gange får butikken tøj ind, som folk har købt, og som aldrig er kommet i brug. Hvordan ved man nu det? Jo mange gange sidder sedler og priser stadig på tøjet, som forretningen får ind, og ingen har vel rendt rundt med disse skilte! Folk har simpelthen fortrudt og ikke fået tøjet byttet, eller også bare helt glemt det nu har hængt i skabet i et par år. I stedet for at smide tøjet ud, kan det gøre nytte andre steder.
Den slags tøj, er der rigeligt af og til absolut moderate priser, når Røde Kors´s Sæby Afdeling kommer og besøger Hyggeklubben i Voerså, der holder til i Voerså IFs klubhus. Tøjet, der vises af afdelingens egne frivillige modeller, er både dame- og herretøj i forårets og sommerens kollektioner.
Under normale omstændigheder er Hyggeklubben for ældre, der til dagligt er tilknyttet Den Kommunale Hjemmepleje. Ældre der har svært ved at komme hjemmefra, og som måske er gangbesværet eller har andre handicaps.
Seks frivillige kvinder og en enkelt herre driver på frivillig basis Hyggeklubben. Kvinderne kender alt til hvordan de ældre har det, da de alle selv har været ansat i Hjemmeplejen, men nu er gået på efterløn eller pension. Den enlige herre fungerer som chauffør for dem, der ikke selv har mulighed for at komme frem og tilbage.
Hyggeklubben klarer helt sig selv for private midler og egne donationer.
Modeshowet finder sted 13. marts fra 14.00, og alle er velkomne, men man skal huske at tilmelde sig til formand Hanne ”Nymark” Kristensen på telefon 98 46 01 02.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Røde Kors modeshow hos Hyggeklubben i Voerså' til en bekendt