
Spar Nord Sæby: Bankindlån gør dig fattigere
19. februar 2013 - kl. 0:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Spar Nord Sæby påpeger nu, at det er værd at overveje alternativer til bankindlån, når opsparingen skal placeres. Indlånsrenterne er nemlig faldet til et rekordlavt niveau og giver nu reelt et negativt realafkast. Det betyder, at opsparingen på bankkonti smuldrer i værdi, og alene det seneste år har det kostet den gennemsnitlige dansker 2.500 kroner netto i tabt værdi.
Ifølge en ny analyse fra Spar Nord Sæby og de øvrige Spar Nord-banker har den gennemsnitlige dansker i dag mere end 141.000 kroner stående på en indlånskonto i banken. Penge, som det seneste år er blevet godt 2.500 kroner mindre værd efter renteafkast, skat og inflation.
Siden finanskrisens indtog i 2008 har danskerne i stor stil valgt at placere opsparingen på indlånskonti i bankerne. Den gennemsnitlige indlånsrente er imidlertid faldet fra 3,5 procent i 2008 til et rekordlavt niveau under en procent i 2012. Og det er langt fra nok til at opveje inflationen, som i 2012 landede på 2,4 procent. Resultatet er et negativt realafkast og en opsparing, der dag for dag smuldrer i værdi.
Fastholder ikke opsparingens værdi
I Spar Nord Sæby peger rådgiver Tove Nielsen på, at det er på tide at overveje alternativer til bankkontoen som opsparingsform.
– Mange danskere går muligvis i den tro, at bankindlån er en sikker måde at fastholde opsparingens værdi på, men det er ikke længere tilfældet, siger Tove Nielsen.
– Står din opsparing på en almindelig indlånskonto, så udhuler inflationen løbende værdien, og det bliver til en hel del købekraft, der forsvinder. Og det er hverken i opsparernes eller samfundets interesse, at vi alle sammen får mindre købekraft mellem hænderne, fortsætter hun.
Nødvendigt at investere
Ifølge Tove Nielsen er det som udgangspunkt forståeligt, at mange i dag prioriterer forsigtighed over afkast, når de skal placere opsparingen.
– Men paradoksalt nok er for meget forsigtighed også farligt for din opsparing. Der er nok ingen tvivl om, at mange har været for eksponerede mod markedet i tiden op til finanskrisen, men nu er vi altså gået i den anden grøft, og begge dele er principielt lige forkert, uddyber hun.
Tove Nielsen mener, at det i dag er nødvendigt at investere sin opsparing, hvis man vil gøre dig håb om at bevare købekraften, og det er privatøkonomisk rådgiver Hans Peter Christensen fra den landsdækkende kæde af økonomiske rådgivere Uvildige.dk enig i:
– Som renteniveauerne er i dag, er du sikker på, at din opsparing mister værdi, hvis du placerer den på en bankkonto. Derfor er det værd at overveje, om du er bedre tjent med at investere dem – eksempelvis i en investeringsforening, som kan gøre din opsparing mere værd, siger han og fortsætter:
– Men du skal naturligvis være opmærksom på, at investeringer også indebærer en risiko for at tabe penge.
Ifølge de seneste tal fra Danmarks Nationalbank har danskerne nu placeret hele 743 milliarder kroner på indlånskonti i bankerne – det højeste beløb nogensinde.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Tove Nielsen
Spar Nord Sæby
Telefon: 9689 0440
E-mail: tni@sparnord.dk
Om Spar Nord
Med næsten 325.000 kunder, cirka 1.600 medarbejdere og 90 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2012 et overskud før skat på 290 millioner kroner.
Spar Nord ejes af flere end 125.000 aktionærer.
For yderligere information se www.sparnord.dk
En kommentar til “Spar Nord Sæby: Bankindlån gør dig fattigere” under annoncerne.
Citat fra ovenstående:
“Men du skal naturligvis være opmærksom på, at investeringer også indebærer en risiko for at tabe penge”.
Måske Tove Nielsen burde fortælle, at den eneste part, der IKKE løber nogen som helst risiko i den forbindelse, er det pengeinstitut, der forestår rådgivningen og investeringen for kunden.
Til gengæld kan kunden være 100% sikker på, at pengeinstituttet tjener på det…………….