
Bedste basisindtjening nogensinde i Nordjyske Bank
12. februar 2013 - kl. 16:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Årsrapporten for 2012 viser et overskud før skat på 87 mio. kroner.
Årets resultat
Nordjyske Bank kom ud af 2012 med et driftsresultat på 87 millioner kroner. Det svarer til en forbedring på 28 procent i forhold til 2011, hvor resultatet var på 68 millioner kroner før skat. Resultatet for 2012 giver en forrentning af den gennemsnitlige egenkapital på 6,8 procent.
Stigende indlån – vigende udlån
2012 har været præget af en vigende efterspørgsel efter udlån og kreditter samt en stigning i såvel private som virksomheders opsparing. Denne udvikling har sammen med et historisk lavt renteniveau medført, at bankens netto renteindtægter, som andrager 353 millioner kroner, er faldet med 1 procent i forhold til året før.
Øvrige indtægter er stigende
Derimod er gebyrer og provisionsindtægter, netto, steget med 11 millioner kroner til i alt 113 millioner kroner. Stigningen er et resultat af det historisk lave renteniveau, idet det har medført en stor konverteringsaktivitet på realkreditområdet.
Bedste basisindtjening nogensinde
De samlede basisindtægter er i 2012 forøget med 11 millioner kroner til i alt 484 millioner kroner. Samtidig er det lykkedes for banken at vende udviklingen i driftsudgifter og driftsafskrivninger, der er reduceret med 4 millioner kroner til i alt 273 millioner kroner.
Bankens basisindtjening er for 2012 opgjort til 211 millioner kroner. Det er det bedste resultat nogensinde og 15 millioner kroner bedre end i 2011.
Nedskrivninger på egne udlån, der er opgjort til i alt 131 millioner kroner, er i 2012 påvirket af en ekstraordinært stor nedskrivning på et enkelt engagement.
Bankens ledelse anser årets resultat, som ligger lidt over det tidligere udmeldte om en basisindtjening i den øverste ende af intervallet 175–200 millioner kroner, som tilfredsstillende.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bedste basisindtjening nogensinde i Nordjyske Bank' til en bekendt