
Det grå guld i Præstbro lærer IT…
12. februar 2013 - kl. 18:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Man kan lige så indse det, for sådan bliver det for både unge og ældre indenfor en overskuelig fremtid. Den digitale verden breder sig – også i de såkaldte yderområder.
I Præstbro har de ældre fået, den digitale verden ind ad bagdøren, for det hele startede med, at Hardi Pedersen indså, han lige så godt kunne gå i gang med at lære det og tilmeldte sig et kursus. Hardi Pedersen fandt ud af, det slet ikke var så besværligt, som nogen ville gøre det til, for langt det meste var bare om at tænke logisk.
Hardi Pedersen kontaktede andre ældre, der også gerne ville lære pc-eren og internettets mange muligheder at kende. Og så kom der skub i sagerne, og tirsdag 12. februar var 3. gang, de ældre mødtes i klubhuset i anlægget i Præstbro. De ældre medbringer egne bærbare pc-ere og bruger klubhusets trådløse internet.
Det hele foregår stille og roligt, alt imens der nydes kaffe og småkager til.
Lidt styring og undervisning skulle der også til. De ældre, der alle er medlemmer af Seniorklubben i Præstbro, var klar over, at Anne Bourgeois vidste en masse om computere og rettede en henvendelse til hende. Anne Bourgeois, der er bosat i Præstbro, sagde ja tak til at undervise helt på frivillig basis.
Den franske accent fornægter sig ikke, men hun taler et perfekt dansk. Hun fortæller, hun tidligere har undervist elever i pc-erens og internettets mange muligheder både i Frankrig og Schweiz – og nu også i Danmark.
Det hele foregår i et stille og roligt tempo. Alle får det lært fra bunden, og dagens undervisning gik ud på at oprette en e-mailadresse, og Anne Bourgeois havde travlt, for spørgsmålene var mange fra de ældre, der var videbegærlige.
Hist og her lød der lidt fnis, tant og fjas, når der var en, der var kommet ind på internettet et eller andet sted, som vedkommende ikke havde set før. Tastaturskræk fandtes ikke, for det var jo bare at prøve sig frem, fandt vedkommende ud af.
Foreløbig mødes omkring 15 – 20 ældre hver tirsdag eftermiddag i klubhuset, og indtil videre fortsættes der til maj. Herefter tages der stilling til, om det private initiativ også skal fortsætte sommeren over.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det grå guld i Præstbro lærer IT...' til en bekendt