
28-årig mand fra Østervrå slået ned med knytnæveslag
8. februar 2013 - kl. 12:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Voldsepisoden blev anmeldt kl. 03.15 i nat. Ifølge politiet slog en 32-årig mand fra Dronninglund umotiveret en 28-årig mand fra Østervrå ned i Jernbanegade i Hjørring.
Slaget var så kraftigt, at den 28-årige flækkede læben, han måtte efterfølgende sys på Aalborg Sygehus.
Politiet fandt efter en halv times eftersøgning den 32-årige formodede voldsmand i Strømgade i Hjørring.
Han havde ikke tænkt sig, at følge med ordensmagten frivilligt og modsatte sig en anholdelse. Derfor måtte politiet bruge peberspray, for at pacificere manden. Under anholdelsen truede den 32-årige mand et vidne til at holde sin mund. Så ud over voldssagen bliver han nu også sigtet for det.
Den 32-årige mand fra Dronninglund bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 12.30. Politiet begærer ham varetægtsfængslet for både vold og trusler mod et vidne.
Ifølge Nordjyllands Politi i Hjørring, har den 32-årige mand fra Dronninglund allerede adskillige voldsdomme på sin samvittighed.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '28-årig mand fra Østervrå slået ned med knytnæveslag' til en bekendt