
Sæby Apotek informerer om tør og sprukken hud
3. februar 2013 - kl. 0:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vinteren er hård ved huden. En dejlig solrig og frostklar vinterdag kan virke særdeles udtørrende på huden, fordi luftfugtigheden er meget lav. Også på andre tider af året oplever en del mennesker, at deres hud er tør og irriteret.
Det kan skyldes, at hudens naturlige fedtbarriere er nedbrudt af enten en hudlidelse, arbejdet eller af for skrappe sæber.
Huden er kroppens største organ, og skal passes som alt andet. Den skal beskytte kroppen mod påvirkninger fra omgivelserne, her iblandt udtørring.
Huden er beskyttet dels af en barriere af hudfedt, dels af mælkesyrebakterier, som gør miljøet på huden let surt. Almindelige sæber er basiske, og kan derfor opløse fedt, men de fjerner også den beskyttelse der ligger i den syre, som mælkesyrebakterierne producerer. Har man derfor tør hud, er det en god ting at finde en sæbe, som har en pH værdi under 7. En sur sæbe respekterer hudens naturlige pH, og er som sådan med til at bevare den naturlige barriere.
For at pleje den tørre hud skal man efterfølgende bruge en creme med højt fedtindhold, fordi den hæmmer fordampningen af vand fra huden. Under tiden synes mange mennesker, at de meget fede hudcremer er ubehagelige at bruge, fordi man føler sig fedtet ind. Man kan da vælge at bruge den meget fede creme på de mest tørre steder, og så bruge en creme med lidt lavere fedtindhold på resten af kroppen. Under tiden kan man da blive nødt til at smøre sig flere gange om dagen.
Hænderne er særligt udsatte, fordi de kommer i kontakt med mange ting, herunder hudirriterende væsker og stoffer, og for at undgå infektioner er man nødt til hyppigt at vaske hænder. Apoteket anbefaler, at bruge en let sur håndsæbe (flydende) til den hyppige håndvask, og så bruge en god håndcreme efter hver håndvask.
På apoteket kan vi hjælpe dig til at finde den helt rigtige hudpleje.
God søndag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Apotek informerer om tør og sprukken hud' til en bekendt