
Bestyrelsen for Retfærdigheden gør status
22. januar 2013 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter flere års arbejde lykkedes det som bekendt initiativgruppen omkring Retfærdigheden i oktober 2011 at købe den gamle, fredede ejendom, der indtil politi – og retsreformen havde indeholdt politistation, byret og dommerkontor.
Købet blev muliggjort med støtte fra Nordjyske Bank A/S, Roblon Fonden, en række erhvervssponsorrater, aktier tegnet af erhvervsdrivende samt en lang række borgere. Endelig gik Frederikshavn Kommune ind med et rente – og afdragsfrit lån på 1 million kr.
Den indvendige renovering af den fredede bygning blev gennemført på rekordtid. Arbejdet gik i gang i december 2011, og allerede i april 2012 kunne Turistforeningen, Erhvervskontoret, kunsthåndværker Lene Nürnberg og Galleriet Nordenvind flytte ind.
Mellembygningen og 1. salen er sideløbende med istandsættelsen af forhuset blevet nænsomt restaureret ved hjælp af frivilligt arbejdskraft. Det er medlemmer af ”Venneforeningen” bag Retfærdigheden, der har udført det store arbejde. Venneforeningens medlemmer har ligeledes varetaget den daglige drift af huset samt forestået driften af cafeen.
Lejerne har udtrykt deres tilfreds med huset, dets omgivelser og husets centrale placering i bymiljøet. Fra husets brugere og de mange turister, der har benyttet huset i sommerens løb, har der også kun været udtalt stor tilfredshed med lokalerne. I forbindelse med renoveringen har Frederikshavn Kommune gennemført en omlægning af forpladsen, der også har betydet, at der er skabt adgangsvenlige forhold for handicappede.
Siden åbningen har der været afholdt to kunstudstillinger i det gamle retslokale samt i sidelokalet, hvor tinglysningen foregik. ”Sæby Kunstnerne” stod for den første udstilling, og kort tid efter havde Galleri Nordenvind en flot udstilling. Begge udstillinger har været besøgt af mange.
AOF har i efteråret påbegyndt en kursusrække i EDB for seniorer. En række foreninger og organisationer har benyttet den gamle retssal til møder og foredrag. Både i forbindelse med kunstudstillingerne og mødevirksomhed har cafeen stået klar med betjening af brugerne.
Stadig flere brugere kommer til. For 2013 har flere vist interesse for at benytte lokalerne. LOF har således tegnet sig for en ugentlig aften, hvor sangkoret ”Sæby Voksenkor” vil sætte lyd og stemning i det gamle retslokale. Lokalet er blevet forsynet med et klaver, der giver gode muligheder for afholdelse af mindre musikarrangementer.
Udover retslokalet i forbygningen råder man over et mødelokale til 30 personer på 1. sal samt et mindre mødelokale i mellembygningen til ca. 8 personer. Disse mødelokaler har været lejet ud i mindre omfang. Lokalerne kan lejes ud til enkelt møder – eller som faste møder hen over året. Ønsker man at gøre brug af lokalerne, kan man gå ind på hjemmesiden med adressen www. retfaerdigheden.dk og finde priser m.v.
I det nye år ønsker bestyrelsen, at der sættes øget fokus på udlejningen og dermed brugen af både udstillings – og mødelokalerne.
Grundlovsdag afholdes der for første gang et folkemøde i Sæby, hvor der sættes fokus på byens fremtid. Rammene for dette arrangement bliver Retfærdigheden.
Endelig er det et meget stort ønske at få de smukke bygninger givet en grundig udvendig renovering. Omkostningen til denne renovering vil beløbe sig til ca. 0,5 million. Bestyrelsen vil gennem ansøgninger til fonde, sponsorrater, folkeaktier m.v. forsøge at skaffe midler til renoveringen.
I samarbejde med Venneforeningen vil bestyrelsen arbejde for, at Venneforeningens medlemstal øges samt, at der løbende via Venneforeningen vil være arbejdskraft til at varetage den daglige drift af bygningerne, de grønne områder samt cafeen.
Bestyrelsen ønsker godt nytår og takker samtidig alle, der har bidraget til at projektet har kunnet lade sig realisere.
Bestyrelsesformand Niels Schoubye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bestyrelsen for Retfærdigheden gør status' til en bekendt