
Læs denne uges Finansbarometer lige her
15. januar 2013 - kl. 8:36 - af Henrik Christensen
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Stort overskud på betalingsbalancen
Danmark
Overskuddet på betalingsbalancen var 9,6 mia. kroner i november. Overskuddet ligger således fortsat i den høje ende, og overskuddet på betalingsbalancen for hele 2012 kan meget vel ende med at blive rekordstort. Baggrunden for det store overskud er, at efterspørgslen i udlandet klarer sig bedre end den indenlandske efterspørgsel. Det bekræfter de seneste tal for udenrigshandlen også. De viste en beskeden stigning i eksporten på 0,8 % m/m i november – til gengæld faldt importen med 1,7 % m/m i samme måned. Vi kan dog meget vel være på vej mod en periode, hvor importen vil vokse, og overskuddet på betalingsbalancen vil skrumpe. Den indenlandske efterspørgsel er med små skridt ved at kravle op af det dybe hul, den har befundet sig i siden krisens start. Det er navnlig privatforbruget, som viser positive takter. Det seneste tal for dankortforbruget viser godt nok et fald i december på 2,7 % m/m, men for hele 4. kvartal indikerer tallene, at der var en realvækst i forbruget på omkring 0,6 % k/k. Fremgangen vil formentlig fortsætte ind i 2013, hvor danskerne har udsigt til øget købekraft som følge af skattelettelser og afgiftslempelser.
Renter
Medlemmerne i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd mødtes i sidste uge til det månedlige pengepolitiske møde. Forud for mødet var der spekulation omkring, hvorvidt den Europæiske Centralbank kunne finde på at sænke renten. Spekulationen opstod efter mødet i december, hvor nogle af Styrelsesrådets medlemmer havde tilkendegivet, at de mente at rentenedsættelse var det rette pengepolitiske træk. I mellemtiden har nøgletallene blæst en anelse varmere vinde ind over europæisk økonomi, hvilket formentlig er baggrunden for, at Styrelsesrådet denne gang enstemmigt signalerede, at en rentenedsættelse ikke var aktuel. Det er interessant for dansk økonomi, at følge diskussion i euroområdet, da vores renter qua fastkurspolitikken er bundet op på renterne i euroområdet. Selvom der ikke er udsigt til renteændringer i euroområder, så kan Nationalbanken meget vel blive tvunget til selv at sætte renten op. Den danske kronekurs ligger i øjeblikket tæt på, og har nogle dage endda ligget over, centralpariteten, som er styrende for den danske fastkurspolitik. Nationalbanken vil formentlig først intervenerer i valutamarkedet for at styrke kronekursen, men når støtteopkøbene over en vis grænse vil Nationalbanken formentlig hæve renten. På nuværende tidspunkt er det forventningen, at det vil ske når vi nærmer os sommeren, og der vil formentlig være tale om en beskeden rentestigning til at begynde med på omkring 0,20 procentpoint.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt