
Svalereden Camping og Hytteby i Sæby vil gerne udvide
6. januar 2013 - kl. 9:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ejeren af Svalereden Camping & Hytteby har søgt om tilladelse til at udvide campingpladsen på et areal ned mod havet. Arealet grænser op til den eksisterende campingplads mod vest og nord og ligger umiddelbart syd for det areal, som campingpladsen blev udvidet med i 2007, og disse to arealer vil således udgøre campingpladsens samlede afgræsning mod havet. Arealet kan rumme 80 nye pladser.
Campingpladsen er i dag godkendt til 280 enheder.
Udvidelsesønskerne er begrundet med, at der er behov for udvidelse af campingpladsens område, idet der på det nuværende campingpladsareal fortsat vil blive nødvendigt at reducere pladsantallet, som følge af ønske om større enhedspladser i takt med at campingvogne mv. bliver større. Dertil anfører Svalereden Camping & Hytteby, at der i de kommende år skal investeres betydeligt i ”grøn omstilling” af energiforbruget, som stiller yderligere krav til en relativ stor kapacitet i forbindelse til rentabel drift. I øvrigt henvises til de konjunkturanalyser, som campingrådet udfører og som viser, at der, alt andet lige, skal opnås en kapacitet på minimum 300 enhedspladser for at man er i stand til at opretholde det serviceniveau, som gæsterne forventer af en moderne campingplads i dag.
Det omhandlede område er omfattet af strandbeskyttelse. En udvidelse af campingpladsen vil derfor forudsætte en dispensation fra strandbeskyttelseslinien, hvilket administreres af Naturstyrelsen.
Beskyttelsen i forbindelse til naturbeskyttelsesloven administreres af Frederikshavn Kommune og det er vurderet, at der er mulighed for at opnå dispensation, idet der kan udpeges en større og sammenhængende erstatningsbiotop på naboarealerne mod øst og syd.
Frederikshavn Kommune har på den baggrund indgået dialog med de statslige planlægnings- og naturmyndigheder, blandt andet med udarbejdelsen af en sammenhængende redegørelse for udvidelsesønskerne i forbindelse til den overordnede kommunale planlægning, herunder i forbindelse med de turistpolitiske målsætninger.
Naturstyrelsen har dog udtalt, at det ikke kan forventes, at der kan opnås dispensation fra strandbeskyttelseslinien til at inddrage det ønskede areal ud mod havet, men tilkendegiver samtidig, at der i forbindelse med den statslige planlægning kunne være mulighed for at foretage en udvidelse af campingpladsen udenfor de strandbeskyttede arealer.
Konst. direktør med ansvar for Teknik og Miljø vil på mødet den 8. januar indstille, at sagen søges medtaget i den kommende kommuneplan.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Svalereden Camping og Hytteby i Sæby vil gerne udvide' til en bekendt