Det ingen troede var muligt lykkedes alligevel

5. januar 2013 - kl. 11:52 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

I stuen, i den store grå villa fra 1897 – ”Den gamle rutebilstation” – beliggende i Flauenskjold knitrer ilden lystigt i brændeovnen, udenfor er det vinter i Danmark med minusgrader og sne i haven. Her bor Gitte og Noureddine. De er et bevis på at ægte kærlighed kan overleve alt.

Gitte er fraskilt og har 3 piger fra tidligere ægteskab. I vinteren 2011 møder Gitte og Noureddine tilfældigt hinanden på internettet, da Gitte leder efter internationale pennevenner, en hobby hun har haft igennem de sidste 20 år, og som har givet flere livslange internationale venskaber.

Dette venskab, som starter med mailudveksling igennem en måneds tid, udvikler sig, og en dag spørger Noureddine hende, om ikke de skal mødes og se hinanden og tale sammen via web kamera.

Gitte indvilliger og som sagt, så gjort. Det er kærlighed ved første blik.

Ingen af de to forstår helt, at det er muligt, og taler da heller ikke om følelser ved dette første møde, men de aftaler at mødes igen 4 dage senere. Dette møde bekræfter, hvad de hver især føler og herefter mødes de dagligt, når tiden tillader dette.

Noureddine er 21 år, teknologistuderende på Universitetet i den by som ligger i det nordvestlige Algeriet, og i sin fritid arbejde han deltid som apoteker assistent. Algeriet er Afrikas 2. største land og er beliggende i det nordlige Afrika. Hans mor er berber og hjemmegående. Hans far er araber og bankfilialleder. Han bor i familiens eget hus sammen med sine 6 søskende, og er den ældste i søskendeflokken, hvorfor familiært ansvar er en selvfølgelighed.

Der bliver talt åbent om alt, kultur, religion, følelser, livserfaring, børn, atletik, musik, venskaber og sport. Et stærkt bånd udvikler sig, og dette tager Noureddine konsekvensen af, da han i foråret 2012 en aften erklærer sin ubetingede kærlighed til Gitte og frier til hende via webkamera. Gitte svarer ja fra hjertet, og de to planlægger at mødes for første gang. På grund af streng lovgivning er det ikke Noureddine muligt at udrejse af sit land, hvorefter de aftaler at hun kommer og besøger ham. Hun er blevet en del af familien og har ved flere lejligheder talt med begge hans forældre med sit skole fransk samt hans søskende, som hun er kommet til at holde af.

De bliver uformelt gift og tilbringer deres livs uge sammen, hvorefter Gitte rejser tilbage til Danmark. Herefter begynder det hårde, møjsommelige arbejde med dokumentindsamling fra diverse instanser, kommune, hospital, kirke, uddannelsesinstitution, arbejdspladser, og disse papirer skal herefter igennem godkendte translationsbureauer med henblik på oversættelse til engelsk. Herefter sendes de oversatte papirer, samt originaldokumenter til Udenrigsministeriet med henblik på legalisering – dvs. en verificering af dokumenternes ægthed, og herefter til de respektive Ambassader. Denne proces er langvarig og dyr, men de vil ikke give op.

Undervejs mødes de hver især med udfordringer, da nok ikke mange i deres omgangskreds, kan forholde sig til deres kærlighed. Som månederne går, falder nogle venskaber, fra men de ægte består heldigvis.

I sensommeren 2012 tager Gitte af sted igen, for at de kan få en endelig borgerlig vielse, som de har arbejdet på at få via dokumentindsamling de sidste 5 måneder. Det lykkedes, selvom hjemrejsen måtte udsættes lidt, da de dyrebare dokumenter fra både Algeriet og Danmark pludselig forsvinder i postsystemet i Algeriet, og gode råd er dyre. Heldigvis arbejder Algeriets Udenrigsministerium i sådanne situationer hurtigt, og i løbet af halvanden uge er papirerne fundet og på vej.

Da Gitte og Noureddine skilles, lover de hinanden at holde ud, holde ved og holde af, indtil de igen får hinanden at se. For ingen af dem ved, hvad fremtiden bringer.

I efteråret går et nyt og slidsomt arbejde i gang. Ansøgning om familiesammenføring. De forbereder sig på en langvarig proces, op til 2½ år med ventetid samt sandsynlig afslag. Men de giver ikke op. Sammen undersøger de også muligheden for et idrætsskoleophold, og dette accepteres, som en mulighed af en lokal idrætshøjskole, hvis en eventuel familiesammenføring ikke kan bevilliges.

Det skal her nævns, at Noureddine er atletikudøver og har været det siden sin barndom. Over for hans barndomshjem ligger byens stadium, selvfølgelig med løbebane. Denne interesse fik han, da han så de unge og voksne træne hårdt og så hvor hurtigt et menneske kan løbe på tid. Der fra var vejen som sprintdistanceløber grundlagt. Han er i dag 100, 200, 400 og 800 m. løber og deltager med succes i nationale konkurrencer og har vundet flere sølv- og guldmedaljer.

Han har et stort ønske om, at løbe under danske farver og på lidt længere sigt internationalt. OL står som en drøm, og tid, træning, talent samt held vil vise, om disse drømme kan realiseres.

Da alle de over 40 siders ansøgningsskemaer er udfyldt er der så bare ventetiden tilbage. Det er nogle lange 4½ måned, hvor håbene svinger fra håbløs til måske der er en lille chance for, at vi kan få det liv sammen, som vi fortjener og drømmer om.

Endelig i slutningen af december kommer det endelige svar fra Udlændinge Service. Ja der gives en midlertidig opholds- samt arbejdstilladelse til Noureddine. Lykken er stor, da de synes det er et mirakel, eftersom vi hver især har læst om de noget strenge krav – pointsystem – som ligger til grund for vurderingen.

På en af de sidste dage i december i 2012 kommer Noureddine så til Danmark, og de kan endelig efter 10½ måneds hårdt arbejde glæde sig over, at få det liv sammen som de fortjener i Danmark.

Noureddine er godt på vej til god integration i det nordjyske, og udtrykker det selv sådan: ”Jeg føler mig godt tilpas i Danmark sammen med min hustru, og jeg taler godt dansk allerede”. I midten af januar begynder han på sprogskole og kan heller ikke vente med at blive medlem af den lokale fodboldklub og atletikklubben i Ålborg.