
Apoteket informerer om sure maver
16. december 2012 - kl. 1:28 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I denne søde juletid, kan maverne af og til blive sure. I julen ændrer vi for de flestes vedkommende kostvaner – maden er federe og der er mere af den og det er ikke altid at maven er lige tilfreds med de ændrede betingelser. I stedet for at få ødelagt julens sammenkomster på grund af mavesmerter og sure opstød, kan man forberede sig, og tage sine forbehold. Hvis man har erfaring for at maven reagerer voldsomt på julens strabadser, bør man tænke over hvad man spiser og begrænse mængderne af f.eks. fed mad, kaffe og rødvin – der er nogle af de største syndere når det kommer til sur mave. Helt undvære den gode mad kan dog være lige træls nok – heldigvis sælger apoteket forskellige lægemidler der kan lindre ubehaget.
Der findes 3 forskellige typer lægemidler til behandling af sur mave. De mekanisk virkende er primært effektive mod halsbrand. Disse midler danner et beskyttende lag oven på maveindholdet, og forhindrer at mavesyren kommer op i spiserøret og forårsager halsbrand. De syreneutraliserende virker ved at hæve pH værdien i maven, så maveindholdet ikke ætser så meget når det kommer op i halsen. De syreneutraliserende bør ikke bruges i længere tid ad gangen, da mavevævet kan tage skade af den forhøjede pH værdi. Både mekaniske og syreneutraliserende midler virker akut, og kan bruges af gravide.
Den sidste gruppe er de syrenedsættende. Disse midler nedsætter produktionen af mavesyre. Effekten mærkes primært i selve mavesækken, men modvirker også halsbrand. Disse midler virker ikke akut, men kan bruges både som en kur i 14 dage eller efter behov. Midlerne virker i 24 timer ad gangen, og bør tages om morgenen for at have effekt i løbet af dagen og til aften. Disse midler kan ikke bruges af gravide!
Alle lægemidler mod sur mave kan købes i håndkøb, men højere styrker af de syrenedsættende er på recept.
Hvis du har symptomer i længere tid, der ikke umiddelbart er sammenhængende med din kost, bør du tale med din læge.
Kig ned på apoteket – vi giver gerne et godt råd med på vejen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer om sure maver' til en bekendt