Bilsalget i 2012 slår alle rekorder…

Bilsalget i 2012 slår alle rekorder…

11. december 2012 - kl. 10:55 - af

Aldrig tidligere har danskerne købt så mange nye og brugte biler som i 2012. Det samlede salg for året ventes at lande på 175.000 nye biler, og dertil kommer de forventede 550.000 brugte biler, der også skifter hænder. Det viser en ny analyse af bilmarkedet fra Spar Nord og BilBasen.

Med få uger tilbage af året ligger det nu fast, at 2012 kommer til at slå alle rekorder for bilsalg i Danmark.
Det samlede salg af nye biler forventes at stige til omkring 175.000, og det er mere end 5.000 flere biler end sidste år, som også satte rekord. Salget af personbiler til private stiger med omkring 24 procent sammenlignet med sidste år, mens salget af biler til virksomheder falder tilbage med 17 procent.

– Det rekordhøje salg af nye biler smitter også af på brugtbilhandlen, fordi der næsten altid indgår en brugt bil i handlen. Derfor ser vi også brugtbilhandlen sætte rekord i år med omkring 550.000 brugtbilhandler, forklarer Morten Heuing, administrerende direktør for BilBasen og DBA Biler.

Sparebiler vækker forbrugerne
Det rekordhøje bilsalg i 2012 sker til trods for, at danskerne generelt holder på pengene. Såvel detailsalg og forbrugertillid er i bund, men ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm er der flere gode grunde til, at bilsalget slår rekord i en tid, hvor danskerne ellers er i udpræget spare-humør.

– Først og fremmest har biler en begrænset levetid og skal udskiftes før eller siden, og det lægger en bund under markedet, siger Jens Nyholm og fortsætter:

– Og så er markedet herhjemme efterhånden blevet oversvømmet med minibiler, der koster under 100.000 kroner og kører langt over 20 kilometer på en liter brændstof. Og hvis der er noget, der kan vække den danske forbruger lige nu, så er det udsigten til at spare penge, uddyber han.

Ifølge Jens Nyholm er en del af de i alt 27 milliarder kroner, som danskerne i 2012 har fået udbetalt i efterløn, efter alt at dømme blevet brugt på de nye minibiler.

– Vi har ikke set nogen efterlønseffekt på det generelle forbrug, men meget tyder på, at en del af pengene er blevet omsat til nye minibiler, uddyber Jens Nyholm.

VW mest populær
Netop minibilerne topper salgslisterne for 2012 med WV UP som den mest solgte efterfulgt af Toyota Aygo og Kia Picanto.

Også i handlen med brugte biler er VW den mest omsatte med VW Passat på førstepladsen samt Toyota Avensis og Toyota Aygo på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

– På grund af de faldende udsalgspriser har minibilerne efterhånden fået status af et forbrugsgode, men det ændrer ikke ved, at mange familier har behov for en større bil til hund og barnevogn, siger Morten Heuing og fortsætter:

– Derfor ser vi også stor aktivitet i handlen med familiebiler, men her holder danskerne sig til de brugte, som typisk er faldet til den halve pris efter tre år på vejen, forklarer Morten Heuing.

Ifølge analysen fra Spar Nord og BilBasen kan danskerne lige nu vælge imellem hele 15 bilmodeller til en vejledende udsalgspris under 100.000 kroner.

De mest solgte, nye biler i 2012
1. Volkswagen UP!
2. Toyota Aygo
3. Kia Picanto
4. Peugeot 107
5. Citroen C1
6. Chevrolet Spark
7. Toyota Yaris
8. Kia Rio
9. Skoda Citigo
10. Toyota Avensis

De mest handlede, brugte biler i 2012
1. VW Passat
2. Toyota Avensis
3. Toyota Aygo
4. VW Golf
5. VW Touran
6. Ford Mondeo
7. Ford Focus
8. Peugeot 207
9. Suzuki Grand Vitara
10. VW Polo

Om Spar Nord
Med flere end 320.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 90 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2011 et overskud før skat på 345 millioner kroner. Spar Nord ejes af flere end 125.000 aktionærer

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Bilsalget i 2012 slår alle rekorder...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER